Kære Annette
Hvordan forlader jeg min kæreste gennem to år som jeg elsker virkelig virkelig meget?
Det er sådan at jeg godt vidste fra starten jeg ikke burde indlede et forhold til en mand som har to børn. Men i starten ser man jo slet ikke børnene og jeg var hooked på ham og tænkte fejlagtigt, at det skulle nok gå, når børnene også kom ind i billedet.
Men her to år efter kan jeg se, jeg brændende ønsker at starte min egen familie og har på ingen måde lyst til at bo sammen med to tvillinger på 7 år, der larmer helt vildt, og den ene er problembarn med ADHD og kræver så utrolig meget opmærksomhed og kan mærke, jeg bliver mere og mere frustreret og irriteret over specielt ham.
Der er også mange økonomiske aspekter ind over det. Men det er ikke det vigtigste. Men har jo heller ikke råd til at skulle betale halvdelen af en husleje for et kæmpe hus, fordi han har to børn i forvejen.
Vi har tit talt om det, og han kender udmærket min holdning til børnene, jeg lægger ikke fingre imellem. Er super ærlig. Og selvfølgelig bliver han ked af det, og jeg er også ked af det, og sådan har det stået på i to år. Vi har også prøvet begge at slutte det, men vi kan ikke. Vi passer så godt sammen på alle områder ellers og elsker hinanden alt for meget.
Men kan man bo hver for sig og få en baby? Kan det overhovedet fungere? Skal jeg så være alene med ansvaret de ti dage han har de andre børn, hvis ikke jeg magter larm og bare vil stresse af efter en travl hverdag med fuldtidsjob og al det andet?
Har du nogle gode ideer til, hvad man kan gøre? Skal jeg forlade ham, selvom jeg elsker ham, men synes hans børn er det mest irriterende i hele verden?
Eller kan man hitte på noget helt andet?
Den fortvivlede
Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk
Kære fortvivlede!
Tak for dit meget ærlige brev. Det er præcis det, jeg godt kan lide ved dig: Din ærlighed. Du spørger, om du skal forlade ham. Jeg vil meget nødigt tage beslutningen for dig, for til syvende og sidst er det kun dig, der kender det rigtige svar. Men jeg kan sige dig, hvordan jeg ser på sagen, og hvad jeg læser i dit brev.
Jeg er helt med på, at kærligheden mellem jer to voksne er uspoleret og vidunderlig, men I er netop voksne og har derfor en historie med jer hver især. Din kærestes historie indbefatter to børn på bare 7 år. Min holdning er, at uanset hvordan man vender og drejer det, så skal der tages et særligt hensyn til børnene. Uanset om de har ADHD eller ej. Og uanset hvor højt din kæreste elsker dig, så vil du altid komme i 2. række, hvis der bliver sat et ultimatum op. Han vil altid elske sine børn mere, end han elsker dig. I hvert fald hvis han er normal. Og det vil sige, at de to 7-årige vil blive vist et særligt hensyn af ham.
De kan jo nok vokse sig nemmere. Det vil sige, ADHD er ikke nødvendigvis noget, der bliver nemmere, men det kan det godt blive. Du kan bare ikke få nogen garanti. Der vil være ferier, hvor de to skal med jer. Der vil være juleaftener, fødselsdage, konfirmationer og meget andet. Børnene er en pakke, du SKAL tage med, og det SKAL du gøre helhjertet, for ellers har jeres forhold ikke nogen gang på Jorden. Hvis du magter at gøre det ud af kærlighed til din kæreste, så kan I nå langt, for så arbejder tiden for jer. Men skal jeg nu være ærlig, så synes jeg ikke dit brev levner mange chancer for, at du kan finde derhen, hvor du træder helhjertet ind i de obligatoriske familie-dage og komsammener med tvillingerne.
Af samme grund har jeg svært ved at tro på, at I kan få det til at lykkes med dig som mor til jeres fælles barn i en separat bolig. Nuvel, jeg har set det fungere, og jeg har set det fungere okay – jeg synes det ville være en overdrivelse, hvis jeg sagde, at den slags forhold generelt fungerer helt fantastisk. Personligt har jeg ingen fidus til de moderne forhold, hvor man er par og har børn sammen men lever hver for sig. Men jeg anerkender da, at det kan lade sig gøre.
Jeg kan desværre ikke se ud af dit brev, hvor gammel du er, men der hviler et tungt ansvar på dig. For kan du ikke acceptere din kærestes børn, og det vil sige gå all in på at give dem tryghed og nærhed, når de er sammen med jer, så har jeres forhold ingen fremtid, så kan I ligeså godt sætte jer ned og vente på, at jeres kærlighed løber ud i sandet, for det vil den gøre. Men der er jo også den mulighed, at du forsøger at mobilisere alle dine kræfter på at skabe et fundament for dig, din kæreste, et kommende barn og så selvfølgelig din kærestes børn. Hvis du kan mærke allerede nu, at det ikke kan lade sig gøre (og jeg føler lidt, at det er der, du er nu), så skal I tage afsked. I hvert fald hvis du vil have børn…for så skal du jo finde en anden at få dem med, og det er ikke noget, man sådan lige fisker op. Og du møder næppe faren til dine børn, hvis du fortsat er kæreste med din nuværende fyr.
Hvordan gør I det forbi? Jeg selv er tilhænger af, at man trækker en streg i sandet og starter forfra uden at have nogen form for forbindelse til hinanden. Men det er selvfølgelig ikke nemt, hvis I stadig er forelskede. Men det kan blive nødvendigt.
Du er nødt til endnu engang at spørge dig selv: Vil jeg have hele pakken med ham eller en anden. Det ærlige svar på det spørgsmål – og det ved jeg, du kender – vil fortælle dig, om det er slut nu eller ej.
Good luck.
Annette
