Hej Annette

Jeg sidder her som en voksen mand og kan ikke lade være med at tænke over hvor det er kæden er hoppet af i mit liv. Jeg er 35 år gammel og i et fast forhold. Jeg og kæresten har mange spændende fremtidsplaner om bl.a. børn, og her for nylig købte vi et lille hus sammen. Jeg er med andre ord langt om længe ved at etablere mig og falde lidt til ro. Ikke at jeg nogensinde har været vild, men jeg har haft mange overfladiske og korte forhold hvor det har været mere eller mindre umuligt for mig at blive hængende. Som det sikkert er tilfældet hos mange mænd har det også i mit tilfælde været en angst for at miste min frihed, men der hvor jeg måske adskiller mig fra de andre mænd er at min manglende evne til at blive i et fast parhold også bunder i en frygt for at blive forladt og såret. Hver gang jeg har oplevet den mindste tvivl i forhold til min partners engagement eller interesse går jeg i forsvar hvilket som oftest ender med et brud. Hvad der overrasker mig meget er, at jeg ikke umiddelbart har det på samme måde sammen med min nuværende kæreste, og det er jo rart. Men jeg kan ikke lade være med at undre mig over hvorfor. Jeg har altid været en introvert person der havde det fint i sit eget selskab. Eller sådan vælger jeg at tro det. Sandheden er nok snarere at jeg slet ikke synes særlig godt om min alenetid, men foretrækker den fremfor at være sammen med andre.

Hvorfor? Fordi jeg er bange for at blive forladt og såret - igen. Fordi langt de fleste mennesker irriterer mig i en eller anden grad. Måske er det i virkeligheden mig selv jeg irriteres over fordi jeg (åbenbart) ikke er i stand til at indgå i eller nyde sociale relationer. Det gør at jeg ikke har lyst til at ses med mine såkaldte venner, for jeg føler ikke at jeg får noget ud af det. Tværtimod irriteres jeg over den overfladiskhed vores møder er præget af: Endnu en tur i biffen med den eksakt samme rute fra billetkontoret til kiosken og videre til biografsalen, hvor den eneste afveksling er hvad vennen praler om eller prøver at få ret i. Eller det passer ikke helt. Filmens handling er også forskellig fra gang til gang. I andre situationer kan det være en bytur med en anden ven som sidder og snakker som en sindsyg om sig selv, godt hjulpet på vej af alle mine spørgsmål da samtalen ellers ville dø ud. Der er ingen interesse for mig at spore i dem. Alt er på deres præmisser, jeg følger bare med som en marionetdukke i snor. Og det er jo egentlig forståeligt nok. Givet min angst for andre mennesker er de venne-relationer jeg har nogle som er opstået fordi de andre har valgt mig. Ikke omvendt.

Nu kunne man jo sige at det da må være dejligt at være en som andre vælger som ens ven. Jeg må da have en fantastisk personlighed og være guttermand, og ja, det synes jeg da også selv jeg er, men i deres øjne sikkert kun fordi vores venskab er på deres principper.

Naturligvis findes der mennesker for hvem jeg ville have en meget bedre kemi sammen med, nogle som havde de samme interesser som mig, nogle som jeg kunne finde ro i. Men jeg finder dem aldrig, og det er det som er frustrerende, for jeg tør ikke vælge andre. Jeg tør kun satse på at de rigtige vælger mig, men det er indtil videre, i forhold til mine venner, ikke sket endnu. Og det er vel også snart ved at være for sent? Det tager mange år for et venskab rigtigt at udvikle sig, så jeg føler at løbet er kørt. Jeg ses stadig med de venner som jeg havde da jeg var ung dreng, men det er netop dem jeg har omtalt her, dem som jeg ikke noget tilfælles med. Den ene er lastvognschauffør - jeg er filosofistuderende. Jeg blev kun venner med ham fordi han kom ind og bankede på vores dør dengang jeg var 12 og spurgte om jeg kunne være sammen.

Den anden fordi han flere gange om ugen ringede og spurgte om jeg ville med i biografen. Dengang blev jeg glad over at de gad at være sammen med mig, men i dag kan jeg se at vores venskaber er overfladiske fordi alt er på deres præmisser. Jeg er træt af at være den der bare følger med, den der lytter og konstant viser interesse, den der føler sig overset og uinteressant. Det er klart at jeg ikke tager mere initiativ til at se dem når jeg føler sådan. Ja faktisk begrænser jeg vores samvær så meget at vi yderst sjældent ses for jeg vil ærlig talt hellere være alene - der er der da i det mindste plads til mig. Men hvor ville jeg dog ønske at der også kunne være plads til mig alle de andre steder.

Hilsen L

Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.

Kære L!

Tak for et rigtig godt brev, hvori jeg genkender meget af mig selv. Lige allerførst glæder det mig, at du har fundet en kæreste, som lader til at være en, der henter det bedste frem i dig. Det er ekstremt meget værd, så det skal du love mig, at du passer godt på. Sådan et forhold skal passes og plejes og ikke gambles med (og det gør du jo heller ikke nu).
                   

Dernæst skal du vide, at vi som mennesker gennemgår nogle faser af vores liv, hvor vi ændrer os. Måske radikalt. Den alder du har, og det sted i livet du er, vil helt klart ændre noget hos dig. Og den dag I får børn, så vil du igen tage et kæmpe skridt. Du er stadig under uddannelse, men den dag, du finder din hylde på jobmarkedet, sker der også noget, som rokker ved dig. Heldigvis, vil jeg tilføje. Og derfor kan du også godt opleve, at du ryger længere væk fra dine gamle venner.

Nu er jeg godt klar over, at du ser det som et mønster, der har været i mange år: Du har set dine venner på deres præmisser men egentlig kedet dig. Ved du hvad, jeg tror, du har været for flink. Skal man holde liv i gamle venskaber, bare for old time’s sake? Nej da. Det kan godt være rart at kende nogen, som altid har kendt én, og jeg elsker min egen veninde, som jeg er vokset op sammen med. Men det behøver jo ikke være sådan for alle. Måske har du været en pleaser alt for længe. Var det ikke på tide, du gjorde op med det?
            

Dernæst er der dette her med nye venskaber. Hold nu op, hvor jeg genkender det. Jeg har haft det sådan, at visse mennesker kunne jeg ikke have venskab med, fordi de var ”fine”, og det var jeg ikke. Jamen helt ærligt! Sikke noget ævl. For få år siden (og jeg er altså 43 nu) tog jeg det op med mig selv og sagde: ”Hey, hvis de nu gerne vil være dine venner, og du kan se, at de er ordentlige og spændende mennesker, kan det så ikke være ligegyldigt om de tilhører fin-kulturen?” Og så sprang jeg ud i det med begge ben, blot for at opdage nye sider af mig selv. Så luk op for andre…det er ALDRIG for sent.
                   

Nu skal det jo ikke handle om mig, men bare for eksemplets skyld: Jeg kunne godt lide at læse avis, at diskutere politik, at snakke aktier, at synge højskolesange og gå i kirke, men de sider kunne jeg ikke dele med ret mange af mine venner. Og samtidig hamrede det i mit baghoved: Husk nu, hvor du kommer fra…! Sådan lidt jantelovsagtigt, hvilket jo også er en fjollet måde at holde sig selv nede på.
Det gjorde ikke mine venner forkerte, men det gjorde en kæmpe forskel, da jeg tog nye venner ind, som havde samme interesser som mig. Så kunne jeg få afløb, og jeg skulle ikke undskylde mine særheder, og samtidig fandt jeg ud af, at der er andre vigtige ting, som mine gamle venner giver mig, og en masse fælles referencer. Så jeg tror altså på en god kombination af gamle og nye venner.
Måske har du ikke noget til fælles med dine gamle venner. Det kan være okay at lade venskaber fade ud. Bare det er et aktivt ønske hos dig. Der er så mange, der  glemmer deres venner, når de selv stifter familie, og det kan give bagslag. Men du må godt distancere dig, hvis du sørger for at være nysgerrig på, hvad der kan tage over. Der findes så mange spændende mennesker, og jeg kan blive helt høj af at tale med nye.

Prøv at være åben.

Jeg forstår godt din angst for at miste, men den handler jo om, at du rent faktisk har noget. Dem, der ingenting har, behøver ikke være bange for at miste. Vil du hellere være en af dem?
Der venter dig et stort tag-selv bord. Måske skal du gå til det med din kæreste. Jeg tror godt, hun vil holde dig i hånden hele vejen. Ellers må du hjertens gerne skrive til mig igen.

De varmeste hilsener fra Annette