Kære Annette!
Jeg er 26 år og mor til en lille dreng på snart 1 år. Før jeg blev gravid med min søn, var jeg lige blevet færdig med en lang videregående uddannelse. Jeg var egentlig i gang med at søge job, men blev så endelig gravid efter at have været uden p-piller i 2 år. Under min graviditet fandt jeg intet job, men da hele min graviditet var fyldt med kvalme og andre gener, var det egentlig okay. Min barsel nød jeg / nyder jeg lidt endnu. Min barsel er slut om 3 måneder, og nu jeg er gravid igen. Min kæreste og jeg er meget glade for at få 2 børn tæt på hinanden aldersmæssigt, og håber at de vil få stor glæde af hinanden. Selvom at det selvfølgelig kunne have været planlagt bedre, kan man jo ikke altid planlægge en graviditet, så jeg ender jo nok med at være ledig indtil jeg skal føde nr. 2 barn.
Jeg er på den ene side ambitiøs og karriereorienteret, og på den anden side er jeg utroligt glad for at få den familie jeg ønsker mig, nu. Jeg har bare svært ved at nyde nu'et, fordi jeg møder så mange fordomme omkring at jeg faktisk ender med at have været ledig og på barsel i 3 år, efter endt uddannelse, når min barsel nr. 2 er slut... Efter næste barsel er vi færdige med at få børn, også kan min karriere begynde.
Jeg vil så gerne bare nyde at, når min søn starter i vuggestue, så kan han få kortere dage. Mange andre børn er i vuggestue i op til 9-10 timer dagligt, hvor min søn slipper med 5-6 timer mens jeg er ledig og på barsel igen. Det er jo skønt! De lange dage kan jo tids nok komme, når jeg skal i gang på arbejdsmarked.
Jeg oplever, at folk tror at jeg nu bare vil være hjemmegående husmor, og ser ned på det. Men det er jo ikke tilfældet.
Hvorfor er det så forkert, at jeg tager 3 - 3½ år væk fra arbejdsmarked og fokuserer på at få de 2 børn jeg vil have, og giver dem en god og rolig start i institution? Jeg har jo for søren da, utroligt mange år tilbage på arbejdsmarked bagefter. Hvorfor have så travlt? og hvorfor se ned på en kvinde der vælger at få et par unger inden arbejdet går i gang?
Den her tid i mit liv, burde jeg jo nyde. Den kommer aldrig igen. Det er bare svært at nyde de her beskedne år med mine små børn, når jeg møder fordomme fra familie og venner, der tror at jeg så aldrig kommer ud på arbejdsmarked. Det gør mig ret ked af det.
Jeg håber du kan rådgive mig lidt i forhold til mine valg, da det vækker bekymring i mig, at mennesker omkring min kæreste og jeg, er imod at få børn inden karriere.
Kærlig hilsen en anonym god mor med karrieredrømme
Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.
Kære gravide mor!
Jeg sidder her og klapper i mine hænder, fordi jeg faktisk synes, du er forbilledlig. I min optik gør du alt det rigtige. Du er blevet færdig med din uddannelse. Du er stadig ung og kan nå at være ung sammen med dine børn. Din kæreste og du er helt enige om forløbet (overvej lige ud fra juridiske perspektiver om ikke I bør gifte jer. Og det siger jeg ikke for at være gammeldags, men for at advare om, at vi har en lovgivning, der besværliggør en masse ting, hvis man har børn sammen, ikke er gift, og den ene f.eks. dør). Og du ligger ikke til last for en arbejdsgiver. Jeg skal lige beklage, at jeg bruger det udtryk, men faktisk kan det være en voldsom belastning for en lille virksomhed, hvis en medarbejder er væk i 3 år pga barsel. Du skylder ikke nogen noget. Og så synes jeg faktisk, det er lidt sejt at sige: Vi kan godt klare os økonomisk, og derfor vælger jeg at være hjemmegående i nogle år. Det kræver en hel del mod i disse tider, hvor feminister og andre har så travlt med, at kvinder bare skal frem i verden.
Du er i din gode ret til at træffe den beslutning. Der vil altid være nogen, der ikke kan finde ud af at håndtere et sådant forløb. Der er jo helt åbenlyst en masse fælder, man kan falde i. Man kan under en barsel fuldkommen glemme at følge med i nyheder. Man kan isolere sig og ende med aldrig at komme ud af morgenkåben. Man kan ende med kun at kunne tale om børn. Og hvis man ryger derover, så er der jo overhængende fare for, at andre mennesker ikke rigtig gider være sammen med en. Så der ligger også et ansvar på dine skuldre. Ikke for andres skyld men for din egen.
Jeg plejer gerne at sige til gravide, at de skal sørge for at læse avisen hver dag. De skal holde sig opdateret indenfor det erhverv, de gerne vil tilbage til. De skal huske at smukkesere sig engang imellem. Om ikke for mandens så for sin egen skyld, så selvværdet bliver pudset af. Og så skal de huske at genfinde kæresteforholdet så hurtigt som muligt. Altså huske at få gang i det seksuelle, så der findes en mand/kone alliance og ikke bare en far/mor. Det kan godt støde på ekstra udfordringer, når der er to små blebørn.
Det er ikke en dans på roser, når der ikke er så langt mellem de to børn, men det er jeres valg, og I er i jeres gode ret til at vælge det, der passer bedst for jer, når blot I er enige. Og jeg tror, du skal være hurtigere til at vippe folk af, når de begynder at sætte spørgsmålstegn ved det, I gør: ”Min kæreste og jeg er enige i beslutningen, så den står ikke til diskussion”.
Jeg har faktisk også kvinderne lidt mistænkt for at være misundelige på dig. Du vælger at være hjemmegående. Helt ærligt: Jeg kender mange, der gerne ville være hjemmegående. Det må man bare ikke sige højt. Men der er også dem, der ikke selv trives med at være på barsel. Til dem må du lære dig at sige: ”Jeg hører, hvad du siger, men jeg føler ikke noget behov for at forsvare min beslutning, som jeg står 100% ved”. Så er det altså lidt svært for dem, at gå yderligere til stålet.
Du og din kæreste har truffet den beslutning, der er rigtigst for jer. Dermed bliver det også den rigtige beslutning for jeres børn. Stå ved det og glæd jer over, at I har hinanden. Du skal nok nå det hele.
Rigtig god barsel. Annette
LÆS OGSÅ: