Kære Annette!

Jeg har et problem, som jeg håber du kan hjælpe mig med at finde en løsning på.

Min kæreste får nogle gange et familiemedlem på besøg, som lugter rigtig meget. Det er næsten ikke til at holde ud at være i samme rum og fx kan man lugte det i puder, tæpper og sofa, som jeg så skal vaske efter besøg. Han bor hos sine forældre, da han er 13 år og det ville ikke hjælpe at sige noget til dem.

Jeg er oveni enormt sensitiv over for lugte, dufte og høje lyde, hvilket gør det endnu mere ubehageligt. Jeg aner ikke hvordan jeg skal få det sagt eller hvad jeg skal gøre.

Har du et godt råd?

Fra Mig

Kære Mig!

Årh, jeg er også super sensitiv overfor den slags, så du har min sympati og forståelse. Nu er lugt jo mange ting. F.eks. hader jeg stærk lugt af herreparfume. Det ville kunne imødekommes ved at påstå, at man var allergisk, så det er jo nok en anden lugt, du refererer til. Jeg kan ikke forstå, at den 13-åriges forældre ikke også lugter, men 13 år…så sker der jo noget med hormoner etc, som gør at sure tæer, armsved og hårbund lige stinker ekstra voldsomt.
          
Jeg synes, du skal have din kæreste på banen her. Giv ham lov til at skubbe det over i sjov eller måske endda til at hænge dig en smule ud. Han kan evt. med den største hovedrysten sige til forældrene, at hans oversensitive kæreste reagerer på en lugt, der udgår fra deres søn, så om de vil være overbærende og vise et hensyn.
          
Det er…må jeg sige…ufatteligt svært at få det sagt på en måde, så det ikke lyder forkert. Og derfor tror jeg også, du skal være meget specifik omkring, hvad der lugter. Er det i virkeligheden hans tøj? Noget med jordslåethed? Våd sportstaske? Jo mere konkret du er, desto nemmere er det at finde årsagen og gøre noget ved den.
          
Og så skal du nok også gøre op med dig selv, hvor meget palaver du ønsker at skabe set i forhold til besværet med at vaske puder m.m. Sidst men ikke mindst er der også et hensyn at vise en usikker 13-årig dreng. Måske kan du en dag tage ham med på ferie eller weekendophold , koste ham i bad, vaske hans tøj og så fortælle ham, hvor fremragende han pludselig dufter. Men det er jo nok lidt opad bakke at nå dertil.

Jeg håber, du får stillet den rette diagnose.

Annette