Hej Anette.
Sidder her og har rigtig ondt af mig selv, ved godt det ikke hjælper noget.
Historien er meget lang, og skal forsøge at sammenfatter det rimeligt.
Jeg har været sammen med min kone i 16 år. Hun var 17 år, jeg 22 da vi mødtes. Vi har fået 3 børn sammen. For 4-5 år tilbage blev jeg ramt af en voldsom jalousi, noget som påvirkede vores forhold meget. Jeg fik arbejdet med mig selv, og kom i gang med nogle ting i forhold til min egen barndom, som var god grund til at min jalousi udløstes.
Da min kone arbejdede skiftende vagter, har jeg haft vores børn rigtig meget alene. Jeg er den der har læst med dem, sørget for dagligdagens pligter, fulgt dem i aktiviteter osv. Derfor valgte vi, at trække stikket ud og flytte til Grønland, for at få mere tid som familie.
Det var fantastisk at komme til Grønland. Skønne mennesker, skøn natur, skønt med tiden og meget mere. Vi blev enige om, at det kunne være skønt med en lille efterfølger. Vores drenge er nu 8 og 10 år. Min kone arbejdede i et firma, hvor det ikke var lige sjovt altid, men i midten maj startede en fyr, som gjorde det hele lidt sjovere. Han blev hurtigt en stor del af hendes hverdag, og var en mulig ven for livet.
Det var egentlig ok, men lidt underligt, at hun pludselig kunne arbejde over, i weekender, noget som ellers ikke havde været aktuelt.
Vi tog på sommerferie i DK, og pludselig meldte hun ud, at følelserne for mig var forsvundet. Den havde jeg jo ikke lige set komme, og jeg var totalt uforstående i forhold til baby og andre ting. Jeg gav hende luft, og hun boede en uges tid alene i Kbh hos sin søster, for at samle tankerne.
Hun blev dog mere og mere fjern, og da ham fra jobbet skrev at han elskede hende, savnede hende osv, begyndte min jalousi at blusse op. Jeg snakkede en enkelt gang med min psykolog, og vi blev enige om, at arbejde sammen over Skype og mail, når vi var retur i Grønland.
Vi havde kun været i Grønland i 5 dage, da jeg fandt ud af, at min kones følelser var hos ham fra jobbet. At hun skrev meget kærlige ting med ham, og at de havde mødtes, da jeg gav hende luft til at finde sig selv i Kbh.
Jeg flippede ud, og hun blev sendt retur til DK, og så fik hun til opgave, at finde ud af hvad hun ville........ ham eller hendes familie. Hun kom retur efter 14 dage, og hun havde valgt os. Jeg var lykkelig og jeg glædede mig stort til at se hende, men det virkede ikke gengældt. Den næste tid var rigtig hård, og vi var blevet enige om, at vi skulle retur til DK, for at redde vores ægteskab.
Pga hendes job var valget Kbh, så vi som familie ville se hende mere, vi kommer oprindeligt fra Sydsjælland.
Min kone rejste hjem midt september pga. graviditeten, og drengene og jeg først i slut oktober. Det er de hårdeste 6 uger i mit liv. Savnet var så stort, savnet af babyen i maven, hvor man ingen føling havde.
I alt min dårligdom får jeg beskeden om, at hun skal have planlagt kejsersnit, inden vi kommer hjem, og da braste min verden fuldstændig. Jeg kunne slet ikke forholde mig til vores lille pige, da hun var født. Kunne ikke se billeder, ville ikke snakke om hende osv, og det gjorde selvfølgelig min kone rigtig ked af det.
Vi kom hjem d. 30 okt, og vi flyttede i den nye lejlighed dagen efter. Drengene var stolte over lillesøster, jeg havde svært ved det, men det kom om aftenen og dagene efter. Mandag startede jeg på helt nyt job, i helt ny by, kæmpe Kbh. Torsdag var jeg i Aalborg for at hente vores møbler fra Grønland, job fredag og lørdag sagde hun det var slut. Jeg var i chok, cyklede rundt i Kbh og vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv.
Alt var muligt. Blive i Kbh med 7/7 ordning, flytte tilbage til landet osv osv osv. Mine drenge gjorde valget nemt, de ville hjem (læs Grønland) dette var ikke en mulighed, så det blev landet. Jeg sagde mit nye job op efter 7 dage, mega pinligt, mistede stort økonomisk på lejlighed, og skulle til at finde ny bolig, job og skole til drengene.
Alt det er lykkedes for mig, og de praktiske ting i mit liv er på plads, og det er rigtig rart, selv om økonomien sejler. Jeg har mit netværk tæt på mig, og har fundet ud af, hvor meget de betyder for mig.
Nu står jeg i skilsmissen. Det er ikke rosenrødt, og dialogen er på minimum. Jeg føler ikke, at hun tager det mindste hensyn til mig, og det går mig på og her har jeg brug for lidt hjælp til, hvilken vej jeg skal gå.
Hun havde lagt et billede på facebook, af vores smukke lille datter. Det kommenterede hendes flirt, og det gjorde sgu ondt. Jeg skrev en sms til hende, om at stoppe det, men der kom intet svar. Så skrev jeg selv til ham, at han skulle droppe det, og han svarede tilbage, og så gik den vilde børnehavechat. Det har resulteret i, at hun har blokeret mig på facebook, og at hun har bedt til, vi kun snakker praktisk om børnene.
Drengene bor fast hos mig, og det er SÅ skønt, samtidig er det virkelig hårdt. Hun har dem hver anden weekend, og byder ikke rigtig ind, udover det. Hun skulle komme til julear i SFO, det glemte hun og min dreng var rigtig ked.
Sundhedsplejersken har anbefalet, at jeg har vores lille pige hver anden dag. Hende har jeg så hentet her i julen, hvor drengene har været hos deres mor, det har været skønt. Nu har jeg drengene hjemme igen, og så "forsvinder" hun med baby, fordi hendes behov skal dækkes i Kbh, og jeg skal ikke se min datter i flere dage.
Nå, skal jeg bare sluge de kameler der er, og tage den tid med min datter som jeg får og så bare nyde det? Skal jeg lade være med at forvente den store hjælp i forhold til drengene og bare give dem tryghed, når jeg har dem? Skal jeg tilsidesætte mine aktiviteter med løb, da hun pludselig er blevet aktiv? Skal jeg for min egen skyld fastholde dialogen på minimum? Det virker egentlig meget fint, da jeg har savner hende meget, og skal finde en fornuftig måde, at komme videre.
Kh far med stort F
Kære far med stort F!
Lige om lidt skal jeg nok forholde mig til dine spørgsmål, men helt ærligt: Jeg sidder med en kæmpe klump i halsen. Jeg tager hatten af for dig. Din historie minder alt for meget om mange af de historier, jeg modtager for tiden. Om kvinder der render hjemmefra. Og uden at kende til alle aspekter af alle forholdene, så sker det ikke sjældent, at jeg sidder og ryster på hovedet af mit eget køn. Det sker stort set hver gang i kølvandet af en efternøler/3'er. Det er næsten hver gang på grund af en mand, som de forelsker sig hovedkuls i og kalder "soulmate". Det er næsten hver gang uden at tage ansvar for, hvorfor de ikke selv i tide har kommunikeret klart om, hvad de ville med deres ægteskab. "Jeg har sagt de samme ting tusind gange", siger de...ja, men har du gjort dig forståelig tusind gange?
Disse kvinder tager på flugt fra lange, solide og kærlighedsfyldte ægteskaber og bilder sig ind, at der var både det ene og andet galt uden at forstå, at det som regel har handlet om trivialiteter, de også selv glemte at tage hånd om. Alle ægteskaber oplever modgang på et tidspunkt. Alle ægteskaber går i perioder i stå eller mister gnisten. Og den gnist kommer ikke igen over natten. Hvis man vil tage ansvar for den del, man har haft i, at det gik skævt, så kan man også tage ansvar for at forsøge at få ægteskabet tilbage på højkant. Det kan gøres, men det er hårdt og tager lang lang tid, og det kræver naturligvis, at affæren afblæses. I dit tilfælde ville jeg have gættet på, at I skulle have brugt 1-2 år på at finde hinanden igen. Men kommer man over på den anden side af sådan en krise, så står man også med et forhold, der er stærkere end noget andet.
Hvis man til gengæld løber af pladsen og springer direkte i armene på en anden mand, ham den indbildte soulmate (forelskelsen er jo et dejligt blindt sted at krybe hen, når man har brug for at flygte), så tror jeg på - og det bakkes op af flere terapeuter - at man vil stå med eksakt samme problemer i det nye forhold efter nogle år. Det kræver et gevaldigt mod at kigge ind i sig selv og finde ud af, hvorfor man pludselig vil ud af et ægteskab, som hverken var præget af vold eller misbrug. For så skal man jo til at tage ansvar for, at det ikke fungerede, og man skal turde sige højt: Jeg valgte det fra, fordi jeg ikke orkede at kæmpe for det, for os.
Jeg er ret urokkelig, når det kommer til min ovennævnte holdning til ægteskab og ansvar, og det bliver ikke mindre urokkeligt, når der er børn involveret.
Jeg hører, hvad du siger i forhold til din egen jalousi. Indrømmet: Jalousi er MEGET ødelæggende for et forhold. Det er godt, du har fået bearbejdet det. Her har du jo om nogen taget ansvar. Jeg kan godt forestille mig, at det har været en barsk tid for din kone. Men der hvor kæden hopper af, det er der, hvor din kone så med åbne øjne går ind for, at I skal have en efternøler. Hvis hun på nogen som helst minimal måde havde været i tvivl om, hvor vidt du var ovre din vanskelige jalousi, så måtte hun jo ikke gå med til noget, der er så alvorligt som at få et barn. Lige dér gør hun noget, der er helt utilgiveligt.
Men hvad skal du gøre ved det? Godt...her kommer mit svar til dig.
Du har dine to drenge og deres fulde tillid. Du er stadig ung, og du er blevet voldsomt klog på den barske måde. Klog på dig selv og klog på kærlighed og smerte. Gælden skal du nok komme ud af. Det job, du måtte forlade over hals og hoved...ja, det var ærgerligt, men mon ikke også de havde medlidenhed med dig. Tænk ikke længere på dem. Du skal koncentrere dig hundrede procent om dig selv og dine drenge (pigen vender jeg tilbage til om lidt).
Du spørger, om du skal holde jeres snak på et minimalt plan. Ja! Er mit svar. Hold dig til det praktiske og sørg hele tiden for, at tale for dig selv. Lad være med at fortælle hende, at hun er en idiot. Lad være med at analysere det, hun gør. Lad være med at bruge dømmende termer: mennesker som dig er sådan og sådan. Hold alle følelser til din egen situation: Jeg bliver ked af det, når du gør sådan/Jeg har brug for at gøre dette her/jeg har valgt, at jeg og drengene skal....
At din ...ekskone er det jo nu..., på denne måde fratager jeres datter muligheden for at skabe en nær relation til sine brødre og til sin far, ja, det er mig helt ubegribeligt, men jeg må gå ud fra, at hun har sine egne grunde. Gør det så nemt for hende som muligt at vælge jer til. Undgå konflikten. For din datters skyld. Dette her må ikke gå i hårknude. Det er vigtigt, at du får skabt grobund for en god og nær relation ud fra de muligheder, I nu har. Lad være med at bagtale din kone i børnenes nærvær, og hvis andre taler dårligt om hende i dine børns nærvær, så må du irettesætte dem. Dine børn skal opleve, at hos dig bliver man ikke dømt ude. De har selv øjne i hovedet og et hjerte i kroppen. Der vil komme en dag, hvor de bliver i stand til at sætte ord på, hvad deres mors beslutning betød for dem.
Du skal sluge så ufatteligt mange kameler i de kommende år. Hver gang skal du tænke på, at du gør det for dine børns skyld og dermed for din egen. Dine drenge er heldige, at de har dig, og du er minsandten også meget heldig, at du har dem. Sørg for at få jer godt installeret. At de føler sig hjulpet ind i en god skole med gode kammerater. Du får et stort arbejde med at være den overskudsagtige far, men det lønner sig og er en investering, der aldrig kommer dårligt hjem. Skal du holde op med at løbe/motionere? Du skal i hvert fald ikke stoppe, hvis du vil bruge det som et ”offer-kort”: ”alt det, jeg har måttet give afkald på…” Det kan godt være der lige kommer en indkøringsperiode, hvor det bliver svært at finde tid til det hele.
Mht din datter - jeg synes godt, du kan skrive breve til hende om de tanker, du gør dig omkring dig selv og hende. Igen: Hold moderen udenfor men fortæl, hvor meget du savner hende og gerne ville kunne mærke hende helt tæt på dig hver dag. Fortæl hende om de sjove ting, dine drenge siger eller gør. Hvis du vælger at sende brevene (og lad nu være med at overgøre det med ti breve om måneden), så tag en kopi. Du ved aldrig, om hun rent faktisk får dem. Og ellers kan du jo bare vælge at samle dem til hende i et hæfte, som hun en dag kan få. Det vil være en kæmpe kærlighedsgave. Eventuelt kan du supplere med nogle af dine drenges tegninger.
Jeg kan mærke, at du kan klare det. Dit intellekt stråler ud gennem dit brev, og dine drenges tilvalg af dig fortæller jo noget om, hvilket menneske du er. Så jeg tror på, at I kommer helskindede igennem og sender dig de bedste ønsker om en god og lykkebringende fremtid.
Annette
