Kære Annette!

Efterhånden handler det kun om kvinder, der svigtes af deres mænd. Jeg mødte for ca. 15 år siden en dejlig kvinde, som var i et voldeligt ægteskab. Med min hjælp kom hun ud af forholdet, og vi har levet sammen siden. Vi havde i en del år et godt forhold og sexliv.

Nu er det 3 år siden, vi sidst har været sammen i sengen. Jeg blev i starten lovet guld og grønne skove, men alt har ændret sig. Jeg arbejder fuldtid, og min kone er førtidspensionist. Hun går hjemme, laver ikke dagens gerning, udover at drikke og ryge dagen lang.

Jeg spørger daglig, hvad jeg kan gøre for at få det til at fungere, men svaret er hver gang, at det er hende, der har et problem. Hun vil ikke snakke om det. Jeg har bedt hende opsøge psykolog, men svaret er, at det har hun ikke lyst til.

Jeg arbejder, køber ind, laver mad, lufter hunden, sørger for rengøring så godt jeg nu kan. Jeg er der, hvor jeg ikke gider længere. Jeg kan gå pension om 1 år, og har derfor fat i den korte ende. Skal jeg vælge at leve videre i dette forhold, eller skal jeg udleve min drøm om at flytte tilbage til USA, hvor jeg har boet i en del år. Alle mine venner er i USA, jeg savner dem og er amerikansk statsborger.

Er jeg egoist hvis jeg forlader hende?

Manden

Kære mand!

Tak for dit fine brev. Lad mig besvare det baglæns: Er du egoist? Nej, det er du ikke. Din kone har erkendt, at det er hende, der har problemer. Det er faktisk rigtig fint, for erkendelse er det første skridt mod en løsning. Men hvis man erkender, at der er et problem og så ikke ønsker at gøre noget ved det, så har man jo truffet et aktivt valg. Hvis din kones valg er at blive i sølet, så har du lov at træffe et valg om at beskytte dig selv fra at blive trukket med ned.

Hun arbejder ikke, og hun ryger og drikker meget. Det er selvfølgelig ikke godt for nogen, og spørgsmålet er, om hun overhovedet er kvalificeret til at træffe de rette beslutninger for sig selv. Det tror jeg desværre ikke, og det gør mig faktisk ondt for hende.

Jeg har svært ved at få øje på kærligheden i dit brev, og det er såmænd forståeligt nok, hvis din kærlighed til din kone efterhånden er tyndslidt. Men jeg tror, at hvis du tager af sted til USA, så vil du til evig tid have det dårligt med at have overladt hende til sig selv og tilfældighederne.

Du har kun ét liv, og jeg har svært ved at se, at det skulle blive bedre, når du selv går på pension, hvis ikke du gør noget for dig selv. Du kunne jo starte med at vælge USA for en periode. Du kunne beslutte at flytte derover i et års tid for at se, hvordan det går. Du kan jo altid flytte tilbage til Danmark, hvis ikke det går.

Men inden du tager af sted, så synes jeg, du skal lægge en slagplan for din kone. Hvis hun er alkoholiker, så skal du tilmelde hende et afvænningsprogram (det kan du finde hjælp til på diverse AA sider). Og ellers kan du lægge et gavekort på f.eks. 10 timer hos en psykolog. Du kan også invitere hende med til en psykolog sammen med dig (og her mener jeg, du skal have bestilt tiden og nærmest stille det som et krav mere end et tilbud, at hun går med). Jeg ved jo ikke præcis, hvor der er størst behov for at sætte ind – det ved du bedre selv – men jeg tror, du for din egen sjælefreds skyld skal line et hjælpeprogram op til hende, så du kan sige, at du gjorde et sidste forsøg, inden du rejste.

Et menneske kan kæmpe med mange ting i lang tid. Men et menneske kan ikke kæmpe kampen for to altid. Jeg tror, du skal til at kæmpe lidt mere for dig selv. Hvor hårdt det end lyder.

Jeg ønsker det bedste for jer begge. Annette