Hej Annette

Jeg er 14 år jeg har en kæreste, som jeg er virkelig glad for. Hun er 15 og når vi er sammen ser vi film eller spiller X-Box eller kysser eller er sammen med vores fælles venner - altså vi har mange fælles interesser. Og det er et virkelig dejligt forhold som jeg for alt i verden ikke ønsker at ødelægge. Men jeg synes bare, at hun presser mig lidt for meget til sex altså jeg kan godt forstå hun er nysgerrig siden vi har været sammen i snart et år.
Hvad synes du jeg skal gøre?



Søde ven!

Det er meget forskelligt, hvornår vi er klar til at dyrke sex første gang. Og vigtigst er det, at du selv mærker efter. Det er ikke noget, du skal gøre, før du føler, du er 100% indstillet på det. Din kæreste er måske en anelse længere fremme. Jeg synes, du skal tale med hende om hendes behov og fortælle hende om dine behov. Det ville være så synd for jer begge at gøre noget, hvis den ene af jer føler sig presset til det. Og nu skal vi jo også lige være helt ærlige og sige, at det faktisk er strafbart, hvis du er under 15.

Det lyder som om, I har et rigtig dejligt forhold, og det skaber også grobund for den snak og de indledende øvelser, I skal tage. Det er en vigtig snak om, hvordan I hver især betragter "Den første gang". Hvad er det for en oplevelse, I gerne vil have? hvordan skal I beskytte jer? Hvornår og hvor tænker I, at det skal finde sted? I har kun een eneste chance til at skabe de rigtige omstændigheder for jeres første gang. Det er de færreste forundt at kunne planlægge det nøje, så betragt det som en fantastisk mulighed for jer. Men altså vigtigst af alt: Mærk efter hos dig selv.

Hvis du først er klar om nogle år, så er det bare sådan, det er. Hellere vente end få en dårlig startoplevelse.

Pas på dig selv.

Annette