”Angst æder sjæle op”. Sådan hedder en gammel film af Rainer Werner Fassbinder, der var vesttysk filminstruktør med international stjernestatus. Måske man burde begynde at kigge lidt mere på Fassbinders gamle værker, for nok er filmen fra 1974, men den er på sin vis højaktuel i sin skildring af en midaldrende dame, der forelsker sig i en ung fremmedarbejder. Og flere af Fassbinders film rører ved emner, som vi kan nikke genkendende til i dag. Interessant er det også at læse om hans forhold til terrorisme, som han både forstod og fordømte.
Jeg har før på denne side ledt opmærksomheden hen på, at terrorisme ikke er noget nyt og måske heller ikke mere udbredt eller værre, end den var i 70’erne. Til gengæld læser vi om den hver eneste dag. Også de bittesmå angreb, som måske ikke engang er terrorisme, men som vi tolker i det retning. Eller de større angreb, der er en gal mands værk, og som vi vælger at betragte som en del af den organiserede terror.
Tag nu sommerens frygtelige gerning i Nice. Det ligger udenfor enhver diskussion, at det var forfærdeligt og ubegribeligt. Jeg tog imidlertid det standpunkt, at jeg ikke ville læse aviser i tre dage efter hændelsen. Jeg valgte simpelthen ikke at læse øjenvidnernes skrækkelige beretninger. Ingen billeder. Ingen spekulationer i hvorfor og hvordan. Nogen vil sikkert finde det kynisk. Nogen vil finde det ignorant, men for mig handlede det om noget helt andet. Og i denne uge kunne jeg læse, at jeg ikke var alene med mine betragtninger.
Min overvejelse gik primært på, at mediernes intense dækning er slik og bolsjer for terroristerne. I deres forkvaklede selvbillede er det et ”thumbs up” – vand på møllen – fed reklame! Og faktisk har DR efter fransk forbillede nu besluttet ikke at bringe navne og billeder på terroristerne. Lektor fra Magt, Medier og Kommunikation på RUC, Karsten Pedersen, har endvidere foreslået, at man holder op med at kalde dem terrorister men i stedet kalder dem kriminelle eller massemordere.
Jeg var faktisk ked af, at Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen, som jeg eller sjældent er uenig med, afviste, at der kunne være noget om snakken. Tom Jensens holdning var helt kort, at begrænset dækning af terror ikke mindsker omfanget af terrorisme.
Men jeg synes, Tom Jensen overser en anden detalje, nemlig hvilken effekt den massive dækning har på de almindelige læsere. Sagen er jo netop den, at jo mere massivt terrorhandlinger dækkes, desto mere massivt opleves problemet, og således skabes der et stærkere indtryk af, at det er farligt at gå på f.eks. åbne pladser eller rejse til Tyrkiet. Eller gå til kulturelle arrangementer. Det skaber frygt. Og angst æder sjæle op.
Jeg oplever, at der generelt er meget angst rundt omkring. Eller i hvert fald, at angst er med til at påvirke beslutninger i en sådan grad, at det præger menneskers liv på områder, hvor der dybest set ikke er større fare for terror, end der er risiko for at få en tagsten i hovedet. Den angst er unødvendig.
Jeg betragter mig selv som nyhedsfreak. Jeg læser avis hver dag og hører alle de politiske radioprogrammer, jeg kan komme i nærheden af. Jeg vil gerne orienteres, men jeg vil også gerne kunne sortere, og derfor har jeg brug for at kende forskellen på terror og massemord. Jeg vælger ikke at være bange, for hvis jeg er, så har de onde allerede vundet.
