Hej Annette!

Jeg har mødte min kæreste for 1 år siden efter at have været alene i 5 år
Han er virkelig sød og dejlig.

Men han har stadigvæk kontakt til sin eks kones bror.

Men hvorfor siger han så bare at han skal op til en kollega, når han tager op til ham?

Men jeg er måske også underlig.

Men hvad vil du råde mig til ?

Kh. Marianne



Kære Marianne!

Du er ikke underlig. Jeg tror egentlig, du repræsenterer flertallet. Men min holdning er helt klart den, at din kæreste har lov til at møde sin ekskones bror alt det, han vil. Hvorfor skulle det forliste parforhold gå ud over et godt venskab? Hvis de kan finde ud af det, så synes jeg faktisk bare, det er en gevinst. Og havde han og ekskonen børn sammen, så synes jeg, det ville være decideret underligt, hvis han ikke prioriterede det gode forhold til sin eks-svigerfamilie.

Jeg tror simpelthen, at grunden til, at din kæreste lyver om sine besøg, er, fordi han kender din skeptiske holdning til hans forhold til eks-svogeren. Jeg tror, han lyver for at beskytte dig og for at undgå al mulig tosse-snak eller måske endda jalousi-drama. Så er den hvide løgn lettere.

Jeg synes, du skulle sætte ham fri. Altså ikke slå op med ham  men fortælle ham, at det er helt OK med dig, at han besøger sin eks-svoger. Giv ham et kys på panden og ønsk ham en god tur, men lad ham vide, at du foretrækker sandheden. Og lad ham så opdage, at du godt kan håndtere sandheden. For det kan du godt, ikk?

Træk vejret ned i maven og mærk, at han elsker dig. Der er ingen fare på færde.

Knus fra Annette