Jeg har lært, at de to vigtigste ord er ”undskyld” og ”tak”. Man kan komme ret langt, hvis man ikke er for nærig med netop disse to ord. Undskyld kan for nogle mennesker være et meget svært ord at sige, og mange familier og venskaber er blevet splittet, fordi ordet har manglet som afslutning på en uoverensstemmelse. Det er så dumt.
Men for andre, kan det også være svært at sige tak. Og det er ikke bare dumt men også uforståeligt, fordi det i modsætning til ordet ”undskyld” som regel kommer som den afsluttende bemærkning på noget godt. Mennesker, der ikke har lært at sige tak, vil igen og igen løbe panden mod en mur. Jeg kender et par stykker af dem, og problemet er, at ingenting nogensinde rigtig er godt nok. Eller også er det bare ”lige meget”. Mennesker, der ikke forstår at være taknemmelige, hører i min verden til de fattigste.
Derfor har mine børn fået tudet ørerne fulde af ”giv folk hånden, se dem i øjnene og sig pænt tak”. Og det kan såmænd også foregå på et lavere plan, hvis bare der falder et lille tak af, når nogen har gjort en indsats.
Når alt dette så er sagt, er der også forventningen om et tak. Jeg må nedjustere mine forventninger, hvis jeg skal undgå at blive alt for indebrændt på utaknemmelige mennesker. Et tak er en fin gestus, men det kan ikke nytte noget at give en gave eller en hjælpende hånd med forventning om et tak eller forventningen om gengæld. Man skal give, fordi man har lyst. Af samme grund har jeg aldrig forstået det der med, at man skal invitere på skift. Vi har flere venner, som vi kun ser, når vi selv inviterer, og det er der mange forskellige grunde til. Men det er for mig at se uproblematisk. Vi inviterer, fordi vi elsker at have gæster. Ikke for at få et gratis måltid til gengæld.
Jeg selv afskyr at blive sat i taknemmelighedsgæld. Jeg synes godt, jeg kan mærke, om nogen forventer noget til gengæld, og så afvejer jeg, om jeg kan overskue det eller ej. Men jeg kan huske en gang for mange år siden…så mange år, at der ikke fandtes GPS. Jeg arbejdede på SE og HØR dengang, da en fyr sendte mig den fineste pakke med tre Krakskort i. Han skrev, at han arbejdede hos KRAK og kunne forstå, at jeg bevægede mig meget rundt i landet, hvorfor jeg sikkert ville blive glad for kortene.
Jeg BLEV rigtig glad og skrev et pænt takkekort.
Efter nogen tid ringede fyren mig så op: Hans forældre havde sølvbryllup, så nu hvor han havde givet mig tre Krakskort, så kunne jeg vel overtale mine forældre til at komme og synge for dem og ellers kunne jeg måske selv komme. Jeg forsøgte i venlige vendinger at afvise ham, men til sidst sagde han, at han syntes, jeg skulle overveje det, og så ville han dukke op på teatret (hvor jeg arbejdede om aftenen), så vi kunne tale videre om det.
Jeg glemmer det aldrig: Jeg havde de tre krakskort med under armen og så straks hans skikkelse foran teatret. Han skulle lige til at løfte hånden til et hej, da jeg kylede de tunge kort lige i ansigtet på ham og råbte de forfærdeligste ting, som mundede ud i et ”og du skal aldrig mere komme her og sætte mig i taknemmelighedsgæld”. Han nåede ikke at sige et ord, men jeg er ret sikker på, han fattede pointen.
