Jeg siger det rent ud: Jeg kunne aldrig være gift med en, der ikke var ambitiøs. Det handler ikke om, at jeg ikke kan lide dem, der ikke har ambitioner. Det handler om mig som person. Jeg har brug for at spille bold med et menneske, der stræber. Fordi jeg selv stræber.

At stræbe bliver ofte mødt med skepsis og rynken på næsen i Danmark. Det forbindes med penge og magt og rundsave på albuerne eller med forældre, der pacer deres børn frem. Det lyder negativt, men er det også det?

Tag nu Piotr Wozniacki som et godt eksempel. Jeg husker for nogle år siden, hvordan det blev diskuteret, om han var for hård mod sin tennis-datter. Som udgangspunkt kan vi herhjemme ikke lide, når børn presses. Men Piotr pressede på og talte ind imellem med store bogstaver. Resultat: Caroline stod i US Open finalen sidste søndag. Havde farmand ikke haft ambitioner på hendes vegne, og havde han ikke set det gigant-talent hun rummer, så havde vi ikke haft en Caroline på verdensranglistens top 10. Og virker Miss Sunshine som en, der har haft en ulykkelig barndom? Ikke rigtig, vel?

Hvis man umiddelbart skal tale om Danmarks mest magtfulde stilling, så må det være posten som statsminister. Den har Helle Thorning. Er det derfor, hun sidder der? Fordi hun er magtliderlig? Det tror jeg simpelthen ikke på. Der er blevet sagt og skrevet meget om hende, men man må da beundre damen for, at hun står op endnu.. Nu har vi gået og sagt, at politikere bare lefler for vælgerne i stedet for at fokusere på, hvad der er bedst for Danmark. Er der noget, man ikke kan beskylde Helle for, så er det at mele sin egen kage. Sjældent har nogen mødt så meget modvind, som hun.

Hun har haft ambitioner om at sætte et aftryk, som får afgørende betydning for Danmark. Det er mit gæt, at historiebøgerne vil kaste et langt mildere lys på hende. Jeg tror, hun vil blive husket for sit mod og sin handlekraft. Og det siger jeg, selvom faste læsere af denne klumme vil vide, at mit politiske flag har samme farve som kornblomsten. (Og så må I selv slås om, hvor vidt den har toner af lilla. For nylig tog jeg en test, som viste, at jeg er radikal. Det chok forsøger jeg stadig at komme mig over).

Min pointe er, at mennesker med ambitioner ofte er nødt til at træffe nogle beslutninger eller knokle på en måde, som måske provokerer, eller som ikke lige i første omgang giver mening, men som på den lange bane skaber resultater.

Et rigtig godt eksempel er ham, jeg er gift med. For 12 år siden mistede han sit job på en af de københavnske Michelin restauranter pga nedskæringer. Han var nyuddannet kok, og lige umiddelbart var der ikke noget andet job ledigt af den kaliber. Hvad gjorde han så? Jo, han kørte med fisk kl.5 om morgenen og demonstrerede æg på gaden om eftermiddagen, og så arbejdede han frivilligt på en restaurant om aftenen.

Var han overkvalificeret? Det kan da godt være. Var han underbetalt? Det ved jeg ikke. Men han var ambitiøs og ikke bange for at lave noget, som andre pegede fingre ad og kaldte uværdigt. Tre år og flere job senere blev han headhuntet til stillingen som køkkenchef for Dronningen. Jeg tager hatten af for mennesker som ham.

Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.