Om få dage starter Bogforum. Vi danskere læser væsentligt mere, end vi gjorde for 20 år siden. Dog har Kulturministeren taget initiativ til en stor læsekampagne næste år, som bliver blæst i gang på lørdag i Bogforum. Godt initiativ. Jeg selv elsker at læse bøger. Men sådan har det ikke altid været.   

Jeg må ærligt indrømme, at jeg som barn ikke havde den store læselyst, skønt jeg var god til det. Jeg hørte folks lovprisning af fordybelsen i bøgerne, men jeg forstod den ikke. Jeg var for længst gået ud af gymnasiet, da jeg for første gang oplevede at blive grebet. Besynderligt nok var det af Uffe Ellemann-Jensens bog om tiden som udenrigsminister, ”Din egen dag er kort”. Siden da har jeg været læsehest og især elsket bøger med historisk indsigt. Og det var måske det, det hele handlede om: Jeg fandt endelig en bog, der talte til mig.

Uffes bog fra dengang havde en pointe, som jeg tit er vendt tilbage til. Pointen ligger i titlen. For Uffe Ellemann betød det, at det meste af hans dag var pakket ned i et stramt skema i en bugnende kalender, og at der var ganske lidt tid tilovers til egne fritidsinteresser. Det, synes jeg, er nemt at relatere til, og det skal på ingen måde lyde som en beklagelse. Tværtimod. Jeg har nemlig gjort en opdagelse: Hvis din dag er kort, får du et længere liv!

Okay - det kræver selvfølgelig en forklaring:

Ugentligt – hvis ikke næsten dagligt – støder jeg på flosklen om, at ”tiden går stærkt”. Jeg hører ikke til dem, der nikker genkendende. Hvis jeg lige piller en oplevelse ud af 2013, så virker den så uendeligt langt væk, at jeg nærmest ikke kan forstå, at det kun er et år siden. Hvis jeg ser på, hvor jeg var for 10 år siden og sammenligner det med i dag, ja så virker afstanden som et helt liv. Men en almindelig dag…den går til gengæld stærkt. Når jeg spiser aftensmad, så synes jeg lige, jeg har sagt godmorgen. Dagen suser af sted. Dagen er kort.

Forleden da jeg blev opmærksom på dette paradoks, besluttede jeg mig for, at næste gang, jeg hørte nogen sige, at tiden går stærkt, så ville jeg spørge dem, hvordan de opfattede længden af en dag. Svaret var slet ikke så overraskende: Dagen går langsomt. Først en lang dag på arbejdet, hvor man egentlig mest glæder sig til lidt fritid eller til at smide stængerne op, kramme sine børn eller holde weekend, og når så weekenden kommer…wusch, så er den allerede væk igen. Det bragte mig til denne konklusion: Når dagene slæber sig af sted, så føles 24 timer som forholdsvis lang tid, mens længere tidsperioder (herunder weekender) retroperspektivt opfattes som et øjeblik.

Der er ikke noget forkert i at synes, at tiden går for stærkt, men det lader altid til at genere dem, der har denne opfattelse. Derfor var det måske værd at overveje, om man kunne gøre noget ved sagen. Man behøver måske ikke gøre en livsomvæltende indsats. Det handler måske bare om en lille smule fordybelse i de helt små ting. Og det kan også handle om at give sig selv nye udfordringer, sportsligt eller intellektuelt.   

Jeg synes, det er værd at være opmærksom på, hvordan tiden opfattes. Hvordan skal man ellers kunne stoppe op og nyde? Min egen dag er kort. Og jeg er vild med det.    

Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.