Jeg har før på denne side fortalt om en af mine allerbedste venner, der hedder Kenneth. Og det er, fordi Kenneth ikke er, som folk er flest. Han har et temperament af den anden verden. Han er provokerende, og han er lynhurtig. Han er til gengæld også det morsomste menneske, jeg kender. Han er varm, og han er myreflittig. Han og jeg har gennem vores snart 30 år lange venskab haft mange oplevelser sammen, og her kommer en af de nyeste, der fortæller en hel del om min gode ven.

Kenneth er reklamemand og opfinder. Hans seneste opfindelse er en phoamy – en vindhætte til mobiltelefonen, så der ikke kommer støj i mikrofonen, når det blæser, eller hvis man cykler. Heldigvis er hans introduktion af produktet gået godt, men som mange vil vide, koster det penge at tjene penge. Kenneth havde derfor brug for et lån i banken, så han kunne investere yderligere.

Bankdamen havde gud ske tak og lov kendt Kenneth i mange år, og da hun havde konstateret, at hans forretningsplan, hans regnskab og hans budget så fint ud, sagde hun: ”Jaja Kenneth, alt godt kommer til den, der venter!”

»A hva’ sagde du?«, spurgte Kenneth.

Bankdamen fik et ængsteligt udtryk i blikket: ”Alt godt kommer til den, der venter…altså, du har jo ventet længe på at nå hertil, hvor det går dig så godt”. Den stakkels dame anede ikke, hvad hun havde antændt.

»Det er det mest forvrøvlede sludder, jeg nogensinde har hørt” rasede Kenneth i et stigende toneleje. Hvem har dog fundet på et så åndssvagt udtryk: Alt godt kommer til den, der venter? GU GØR DET DA EJ«.

Heldigvis kunne bankdamen se det spillende glimt i Kenneths øje, og heldigvis var der stort set ikke andre kunder. Men Kenneth fortsatte ufortrødent i nogenlunde denne her retning:

»Alt godt kommer til dem, der gider lette røven, og som på trods af al mulig modgang alligevel kæmper hver eneste dag år efter år, mens dem, der bare sidder og venter med hænderne i skødet ikke kan forstå, hvorfor tilværelsen ikke bliver til så meget, hvorfor folkepensionen ikke rækker, hvorfor forsikringen ikke dækker, hvorfor de aldrig oplever verden, og hvorfor deres børn er pisse umulige. Men jeg har ikke tænkt mig at vente på en skid. Jeg er gået på røven flere gange og har arbejdet mig op, men det er sateme ikke jeres skyld, at det nu går mig godt. Og hit så med de skejser«.

Hele denne svada leveret med fagter og betoninger i et næsten fornærmet toneleje – og så afsluttet med et stort frækt grin om munden. Det kaldte ret beset på en applaus, og selv damen i Handelsbanken svarede igen med et bredt smil og en kluklatter nede i maven. Papirerne blev skrevet under i god ro og orden, og så gik Kenneth ud af banken med et: ”Husk det nu: alt godt kommer til den, der kæmper”.

Det er jo egentlig interessant som vi nogen gange bruger floskler til at undskylde os selv med. Jeg selv har altid haft det svært med udtrykket: Flyv ikke højere end vingerne bærer? For er det ikke i virkeligheden en hyldest til janteloven?

Jeg har en enorm respekt for de mennesker, der hver dag kæmper. Jeg erkender, at det ikke er alle, der har vilje, styrke og gåpåmod. Ikke alle har fået den ballast med hjemmefra. Men jeg synes, at vi som samfund skal være med til at inspirere og vise, at initiativ svarer sig. Min egen mand er erklæret 2/3 invalid, men han nægter at lægge sig. Hver dag arbejder han i håbet om, at forretningen en dag kan give overskud nok til en løn. Eller måske to lønninger. Eller tre. Ambitionerne er der, og for nu at runde af med et af de gode, gamle ordsprog: Hvo intet vover, intet vinder.