En sjælden gang imellem kommer der en klumme, som kræver en opfølgning. Sådan en fik jeg åbenbart begået i sidste uge. Her åbnede jeg debatten om et tabubelagt emne (overvægt) og stillede følgende spørgsmål:
hvordan vil tykke mennesker gerne hjælpes? Hvordan vil de gerne vises omsorg, når de udgør en reel fare for sig selv? Hvordan vil de gerne have den serveret, når deres kropsvægt er den direkte årsag til, at de ikke får et job, eller at deres ægtefælle ikke længere tænder på dem og overvejer at forlade dem? Jeg spørger ikke for at provokere, men fordi jeg simpelthen ikke kender svaret. Og jeg skal bruge svaret.
Jeg er overvældet af reaktionerne. Flere tusinde kommentarer og hundredvis af mails og breve er strømmet ind. Der er naturligvis de sædvanlige horder af ”luk røven medieluder” og ”du er selv dum og grim” kommentarer, og dernæst kommer laget af tyssere, der forsøger at få debatten taget af bordet ved at præsentere de ”rigtige” og ”gode” holdninger. Men barberer man skraldet væk, står tilbage en lang række breve og indlæg fra dem, det handler om. De svært overvægtige. Jeg er både rørt og dybt taknemmelig over at have modtaget deres lange, åbenhjertige og personlige beretninger, som med al tydelighed viser, at der er behov for denne debat.
Ingen kan bifalde, at man udstiller eller nedgør tykke mennesker. Men det ironiske er, at folk fra det, jeg kalder godhedsindustrien – dem der bliver fornærmet på andre menneskers vegne – er med til at udgøre en forhindring for netop dem, der omtales og tiltales. At lade som om, problemet ikke eksisterer ved at kalde det noget andet eller at tysse på debatten, ja, det gør det kun vanskeligere at være tyk og komme til orde.
Hvis man sætter sig ned og læser alle indlæggene fra de virkelig overvægtige, så er det nemlig helt tydeligt, at de for en gangs skyld føler sig inviteret til at fortælle den vanskelige personlige historie, der følger med svær overægt. Ikke noget med skyld eller undskyldninger. Bare helt nøgterne historier, som ellers aldrig finder vej frem til avisspalter og TV-programmer. For enten skal det handle om, hvordan man taber sig, eller også skal det være en skyttegravskrig på ord, hvor der er offer og anklager. Og hvem gider fremstå som offer?
Jeg kan kun anbefale, at man går ind på FB og BT.dk og finder de mange tankevækkende historier i tråden. Noget helt enkelt svar findes der ikke på mine spørgsmål, for ønskerne er individuelle. Men der er nogle betragtninger, som går igen mange steder. F.eks. oplever mange, at deres nærmeste – familie, venner, kollegaer – i et forsøg på at være omsorgsfulde bliver en klods om benet. De serverer en kage til kaffen eller nøder den overvægtige til at spise en portion mere med floskler som ”Det feder jo først i morgen” eller ”Ind imellem må man da godt unde sig selv lidt sødt i tilværelsen” og ”Du ser jo dejlig ud, som du er. En kage fra eller til betyder ikke noget” eller ”Nu holder vi ferie og slapper af”. Skal jeg tro det, folk skriver, så opleves dette af den overvægtige som det ultimative eksempel på manglende støtte.
Jeg søgte svar til en ægtemand i sidste uge. Han kan hente enorme mængder gode råd blandt de mange, der har skrevet i tråden på Facebook. Ja, der er også en del tågehorn på linjen. Med 325 klummer i bagagen preller den slags af, men til jer, som jeg rakte ud mod med mine spørgsmål: Fortsæt endelig med at fortælle jeres personlige historier. Vid at de bliver både set, læst og taget seriøst her hos mig – og fremfor alt ikke gemt af vejen.