Facebook og Instagram på valgaftenen: Flere postede sort skærm og skrev ”før var jeg dansker, nu er jeg flygtning” eller ”Jeg skammer mig” eller spurgte: ”statistikken viser, at jeg kender nogen, der stemmer på DF – hvem er I, og hvorfor vil I ikke give jer til kende?” Det sidste bliver vist meget godt besvaret af det første.

Retorikken og illustrationerne var mildest talt teatralske og – får jeg lyst til at tilføje – udemokratiske. Jeg selv var ikke ligefrem begejstret over valgresultatet, men jeg var overrasket over, at stort set alle de kollegaer, jeg følger på de sociale medier – i hvert fald dem, der skrev noget den aften – var enige om dramaet. Der udfoldede sig et sandt hykleri, for der var ingen af dem, der mig bekendt nogensinde har meldt sig ind i noget parti, er mødt op til et vælgermøde eller uopfordret og ulønnet har påtaget sig den opgave at tale en politisk sag.

Flere skrev noget a la: I dag begravede vi klimaet. Det var sjovt nok alle sammen nogen, der selv bor i byen og tager cyklen. Og det er jo fint, men det betyder også, at de sjældent (hvis nogensinde) kommer på lossepladsen, hvorfor mange af dem smider pap, papir, plastemballage, små glas og mad i en og samme skraldespand. Bare for at nævne noget. Og her synes jeg jo, at hvis man vil kravle højt op i det moralske træ, så er man nødt til at have en usædvanlig god samvittighed selv.

Forsvarer jeg DF? Næh, det gør jeg sådan set ikke. Men jeg forsvarer vores demokrati. Og demokratiet har talt. Hvis man er uenig i eller ked af udfaldet, så må man jo tage kampen op for at blive hørt eller skabe opmærksomhed omkring den sag, man brænder for.

Jeg noterede mig også, at nogle truede med at flytte til Sverige. Det har jeg så rent faktisk en mening om, for her bor jeg, og jeg kan hilse at sige, at her er det politiske billede tragikomisk. De fleste politikere har nemlig valgt at stikke hovedet i busken, fordi de ikke vil anerkende, at mange svenskere ved det seneste valg stemte på Sverigesdemokraterne – et forholdsvis nyt parti, der har haft lidt svært ved at finde sine ben, fordi en række nynazister har fået lov at tegne partiet. 13% af stemmerne gjorde dem til Sveriges tredjestørste parti. Sverigesdemokraterne vil gerne være stuerene men vil også gerne debattere nogle af de mange emner, der i Sverige er politisk ukorrekte. De har fået lov at stå uimodsagte, fordi ingen vil debattere med dem.

De gamle partier har fornærmede og bedrevidende vendt ryggen til og således ladet  Sverigesdemokraterne få monopol på det svenske flag. Det betyder, at man på skolerne er holdt op med at flage på Sveriges nationaldag, og at børnefødselsdage holdes flagfrie, fordi det betragtes som et nationalistisk symbol. De gamle partier har dermed taget den almindelige svensker som gidsel i en værdikamp, der handler om en moral, som er så skævvredet, at ingen kan finde ud af den. Det er forbudt at mene noget andet end flertallet. Men ingen ved efterhånden, hvem der tegner det flertal.

Fornægtelse af kendsgerninger højner ikke moral og fremmer ikke nogen ordentlig tone. Den slags moraliseren, som kommer fra en række selvgode mennesker med et enormt behov for at fremstille egne fortræffeligheder på de sociale medier er udelukkende med til at fremprovokere en Rasmus Modsat reaktion, hvor folk stemmer yderligtgående bare for at blive hørt. Det var den Rasmus Modsat reaktion vi oplevede under valget, og den kunne åbenbart ikke rummes af de mennesker, der selv prædiker rummelighed.

Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk