Hvad er det med de nordmænd? De kan virkelig et eller andet. Når man nu tænker på deres geografiske placering og den lille befolkning (5 mio) landets størrelse taget i betragtning, så er det ret imponerende, hvor meget de gør sig bemærket. Både i kulturens verden og i industriens verden. Man må beundre nordmændenes økonomiske evner. De går deres egne veje, og det er måske det, der gør dem til noget særligt.

Nu træder nordmændene så ind på en ny scene. Midt imens vi går herhjemme og diskuterer den nye folkeskolereform, så bliver vi overhalet indenom af den norske undervisningsminister, der går under navnet ”Strenge Torbjørn”. I denne uge blev der skrevet stolpe op og stolpe ned om Strenge Torbjørns nye sanktionsmidler, som skal genskabe respekten for læreren.

F.eks. må læreren nu give en eftersidning. Læreren må også gerne låse døren ind til klasselokalet, når timen starter, så ikke de elever, der kommer for sent, forstyrrer resten af klassen. Læreren må gerne konfiskere mobiltelefoner, der bliver brugt i timen eller vælge at indsamle telefonerne før skoletid for at udlevere dem igen, når skolen slutter. Og skolen må gerne holde regnskab med elevernes fravær.

Jeg er ét stort spørgsmålstegn. Betyder det, at lærerne ikke havde disse muligheder før? Og med den røre det har skabt i vandene herhjemme: Betyder det, at man i Danmark ikke har disse sanktionsmuligheder allerede? Jeg kan læse mig til, at man i Danmarks Lærerforening betegner det norske tiltag som et ”straffekatalog”. Jeg kan til dels tilslutte mig, at der ligger en straf i en eftersidning, men konfiskering af mobiltelefoner, låste døre og regnskab med fravær, det betegner jeg som konsekvens.

Jeg synes, der er rasende stor forskel på straf og konsekvens.

I Radio 24syv hørte jeg endvidere en mor interviewet om sin holdning til de  norske tilstande. Med en overbærende latter sagde hun, at den slags hørte til for 200 år siden og ”børn er i dag så curlede (curlingbørn, som er overbeskyttede af deres forældre, red.), at de ikke kan forstå konsekvenspolitik”.

Aha! Så det vil sige, at fordi børnene ikke har fået sat grænser hjemme, så skal vi heller ikke sætte grænser for dem andre steder? Jeg forstår det ikke. Sådan fungerer det da ikke i sportsklubberne. Og mig bekendt holder toget heller ikke og venter på lille Mads, når han er kommet for sent ud af sengen.

Men sagen er, at man er bange for at tabe dem, der i forvejen har det lidt svært med at overholde regler. Okay, det forstår jeg godt, men hvis prisen er, at mønster-eleverne får en ringere undervisning, fordi man tager særlige hensyn til dem, der kommer daskende 10-15 minutter inde i undervisningen og distraherer med mobiltelefoner, så er det jo netop, at forældrene til de stærkere børn siger: Så vælger vi privatskolen.

Jeg er stor fortaler for folkeskolen (jævnfør min klumme i sidste uge), og jeg synes, det er så ærgerligt, at vi stadig har disse diskussioner, der lugter af blødsødenhed og manglende vilje til at ville gøre noget radikalt. For pokker….vi lærte det da i 70’erne, at når man ikke giver børn faste rammer, så skaber man utryghed.

I min første skole, hvor der som tidligere nævnt var en del utilpassede elever, var der stille i Anny Thernays timer, og man havde respekt for fru Surensen. Hvorfor? Fordi der kunne man risikere en eftersidning. Der fik man konfiskeret sit legetøj. Der blev det ikke accepteret, at man kom for sent. Sjovt nok var det også de lærere, vi holdt allermest af. Alle sammen. Også de utilpassede.