Det er utroligt, hvad vi mennesker udsætter os selv for og gør af krumspring for at prøve at tilfredsstille andre mennesker. Jamen, kender du ikke det, at man bliver spurgt om noget, som man dybest set ikke har lyst til at deltage i, men fordi man er for høflig til at sige sandheden, så prøver man at regne ud, hvad spørgeren helst vil høre og ender med en kunstig løgn a la: »Aj, hvor ærgerligt du lige spørger til den dag…der kan jeg desværre ikke, fordi min tante holder rund fødselsdag«.

Man har det egentlig ad Pommern til med at finde på en historie, men netop som man inde i hovedet undskylder sig med, at det kan være OK med en nødløgn, så kommer spørgeren i tanker om, at det da for resten ikke var dén weekend, der var tale om, men den efterfølgende. Og hvad skal man så finde på for at sno sig udenom?

Med fare for at udlevere mine søde forældre, som virkelig er nogle af de mest hensynsfulde mennesker, jeg kender, så kan jeg huske flere gange, hvor jeg som barn er blevet instrueret i, at »lørdag aften må vi ikke tage telefonen, for vi har sagt, at vi ikke var hjemme«.

Det er jo, fordi det er svært at skuffe andre mennesker. Men et eller andet sted var det måske OK at vise mere hensyn til sig selv. Jeg kender en, der konsekvent svarer: »Den dag, kan jeg ikke«, og når så modparten siger: »Så finder vi da bare en anden dag«, ja så svarer han kækt: »Men den dag kan jeg heller ikke«.

Jeg er en af dem, der stort set hver gang er røget i fedtefadet, når jeg har forsøgt mig med en lille hvid løgn. Det var faktisk Flemming Østergaard, Don Ø, der fik mig til at indse, at det var skruen uden ende. »Problemet er«, sagde han »du kan altid huske sandheden, men du kan aldrig huske løgnen i detaljer«. Det var lige der, jeg besluttede mig for, enten at sige det højt, når det var noget, jeg ikke havde lyst til, eller også bare sige »Nej tak«.

Det er nemlig det næste. Vi synes ofte, vi skal forklare os og give en årsag. Også når der ikke er nogen, der beder om den. »Vi kan desværre ikke være med, fordi vi skal…..« Men ingen har nogensinde spurgt om årsagen. I virkeligheden må det være nok at svare: »Jeg er forhindret i at deltage.«

Jeg vil godt indrømme, at det er svært og kræver øvelse, hvis man skal af med sin hensynsbetændelse. Til gengæld er der en enorm tilfredsstillelse i at have vist respekt overfor sig selv. Men jeg vil da også godt understrege, at der stadig er ting, jeg går med til, fordi jeg føler, jeg skylder at gøre det eller kan mærke, at det er vigtigt for mine omgivelser, at jeg deltager. Mere egoist er jeg dog ikke.

I går ringede jeg hjem til mine børn. Talte først med den store og bad så om at tale med den mindste. Da han fik stukket røret i hånden, kunne jeg høre ham sige: ”Nej. Jeg gider ikke. Jeg gider ikke snakke. Jeg sidder lige og spiller”. Jeg begyndte at grine, og så tænkte jeg: Sådan, min dreng. Du har i hvert fald ikke hensynsbetændelse. Og så lagde jeg stille og roligt på.