Jeg har fået et brev fra en fyr, der i tre måneder har været forelsket til op over begge ører. Med sommerfugle i maven og lyserøde skyer at danse på. Han havde mødt sit livs kærlighed. Nu var der bare det ved det, at pigen ikke havde det helt lige sådan. Hun kølede hurtigt af og gjorde det forbi. Det kan der være mange årsager til. Men den unge fyr syntes godt, hun kunne give ham chance til, når nu hun var hans drømmepige.

Det minder mig om, hvor kompleks kærligheden er. Vi tror, den er samme størrelse og gror på samme måde overalt. Og rigtig mange vil gerne have, at den er konstant. Også selvom den bliver udfordret.

Nogle husker sikkert den mand, der for et par uger siden skrev til mig, at hans kone var blevet svært overvægtig. Noget de ikke kunne tale om. Og han kunne mærke, det belastede deres forhold. Mange kommenterede, at hvis man elsker hinanden, så er det i medgang og modgang, og hvis han virkelig elskede sin kone, så blev han hos hende uanset hvilken størrelse, hun havde.

Det lyder jo meget flot.

I min skuffe har jeg gemt en gammel artikel fra et dameblad om en mand, der blev forelsket i en anden, mens han kone var kræftsyg. Noget som mange havde svært ved at forstå og svært ved at tilgive. Da konen døde, flyttede han kort efter ind hos sin nye kærlighed.

Jeg selv er stødt på mennesker, der er blevet ramt af en ulykke, er røget i  kørestol og efterfølgende er blevet forladt. Det lyder så kynisk og hårdt, at man næsten ikke forstår, hvordan nogen kan få sig selv til at gøre det – at gå.

Men som nævnt er kærligheden kompleks. Man kan godt kæmpe for den i længere tid. Man kan også genfinde kærligheden. Man kan overvinde problemer og derigennem gøre kærligheden stærkere. Men somme tider sker det bare, at kærligheden dør.

Jeg mener stadig, at forelskelse er noget, man kan styre. Den kan tones ned og gemmes bort. Heldigvis for det, for ellers var der nok en del teenagepiger og – drenge, der gik knækkede rundt. Forelskelsen kan være hurtig og flygtig, og den kan vare længe. Men når den gengældes over længere tid og får lov at blomstre, så udvikler den sig til kærlighed.

Hvis vi nu forudsatte, at kærlighed var noget, vi kunne styre, så var der mange ting, der ville være lettere. Vi kunne arrangere ægteskaber mellem vildt fremmede i forvisning om, at de ville leve lykkeligt til deres dages ende, og en masse ægtepar ville kunne blive sammen, når krisen bankede på døren. Sådan er det bare ikke.

Heller ikke for manden med den overvægtige kone eller for ham med den kræftsyge kone. Vi er hurtige til at dømme dem ude, men hvad ved vi egentlig? Kunne det være, at ægtefællen havde skiftet personlighed? Kunne det være, at problemet havde fyldt så meget i så lang tid, at balancen i forholdet var røget? Ingen er større fortaler for ægteskabet end jeg, og ingen større modstander af skilsmisse end jeg. Men somme tider forlanger vi meget af hinanden og af kærligheden og glemmer, at hverken vi eller den er uovervindelige.

Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.