Det er 12 år siden, min mand og jeg flyttede til Sverige. Uden nogen egentlig årsag. Vi var drevet af nysgerrighed på verden udenfor Danmark. De første to år boede vi i en etværelses lejlighed på 40 kvadratmeter i det mest hardcore indvandrerkvarter i Malmø. Og det passede jo egentlig meget godt, for vi var jo netop det - indvandrere.

Jeg vil ikke sige, jeg savner noget fra de to år, men når jeg i dag udtaler mig om fremmede, flygtninge eller indvandrere, så er det ihukommende den indsigt jeg selv fik dengang.

Nok var Sverige på mange måder fremmed for os, men det minder jo ret meget om Danmark både kulturelt og sprogligt. Og nok var pengene få, men vi havde da arbejde. Og nok var vi flyttet væk fra alt det velkendte. Men ikke ret langt og ikke på flugt fra noget. Alligevel blev jeg utroligt ked af det, når der lå et hadsk opråb i postkassen fra Sverigesdemokraterne, der skældte ud på danskere, der nasser på det svenske samfund. Man er sårbar, når man er fremmed og føler sig forkert.

Og så igen: der var jo en flig af sandhed i det. Mange danskere bor i Sverige men betaler skat til Danmark, hvor de tjener deres penge, og bruger så de svenske veje, skoler og hospitaler. Det er da ikke rimeligt. Men hvor er det også svært at tale imod det og dermed få slået hul på myten om, at danskere er nassedyr. Denne tanke har slået mig mange gange på det seneste, hvor avisspalter har været fulde af historier om de flygtninge, vi hverken mener at have plads eller råd til i Danmark.

Jeg er ikke naiv. Jeg forstår til fulde, at flygtningestrømmen skaber debat. Min pointe er, at jeg faktisk også tror, flygtningene selv forstår vores dilemma. Måske skulle vi være mere nysgerrige på, hvad de tænker om den sag, samt nysgerrige på hvilke færdigheder, de kommer med. Vi hører altid, at det er de velstillede, som har råd til at lade sig smugle ud af deres land. Så må de da have talent for noget. Noget som vi kan bruge?

Jeg smiler indvendigt, når jeg hører om nogle af de små ø-samfund i Danmark, der ser det som en gave, at der pludselig kan komme nyt liv i deres sove-byer, hvor det har vist sig, at man flere steder godt kan overkomme at tage imod disse flygtninge. Og jeg tror, at de fremmede der vil få en helt anderledes lyst til at blive integreret, når de mærker den fremstrakte hånd.   

Efter to år i lejligheden i Malmø  flyttede vi ud på landet på en lang landevej med 12 huse og et fængsel. Vi var da to danske husstande, en familie fra Bangladesh med en restaurant i Malmø, en polsk familie med to generationer under samme tag, en ungarer med dyre rideheste og hans tyske kone, et homoseksuelt par med to børn, 2 hold pensionister, et dansk/svensk par, en hillbilly-type i en faldefærdig rønne, et tomt hus og et til salg. Det ville ikke være forkert at kalde os en broget skare. I dag er det blevet et af de mest eftertragtede kvarterer, hvor nye villaer skyder op og unge mennesker flytter ind. Det forstår jeg godt. Intet sted kunne vi have følt os mere velkommen.

Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.