I dagens Danmark tror de fleste unge, at ”bjørnetjeneste” er et andet ord for en kæmpestor tjeneste. Om det skyldes den almindelige sprogudvikling (forvikling?) eller om det er et udtryk for det danske uddannelsesniveau, vil jeg lade være op til læserne at bedømme.

Men en bjørnetjeneste – som altså ret beset er en velment håndsrækning med skade til følge – er det, som DRs nye serie om kinesiske Xinxin tager fat i. Her er det Xinxins påstand, at det danske skolesystem gør indvandrerne en bjørnetjeneste ved at tilbyde lektiecafeer og det, hun kalder ”blødsøden trivselspædagogik”.

Ved at lægge en beskyttende hånd om dem, vi kalder ressourcesvage, giver vi indtryk af, at der ikke er nogen grund til at kæmpe. Spillet er tabt på forhånd. I Kina, siger hun, der vil man som den svageste part vide, at der skal kæmpes endnu hårdere. Og ifølge Xinxin skal der altså kæmpes hårdere for succesen i Danmark, hvis du hedder Mohammed. I fire udsendelser udsættes tre herboende indvandrerfamilier for Xinxins kinesiske metoder. Eksperimentet går ud på at gøre indvandrerbørnene dygtigere i skolen.

Det er interessant. Og det er både provokerende og spændende at høre Xinxins bedømmelse af det danske system, hvor disciplin og respekt er noget, der hænger i en tynd tråd. Jeg glæder mig til at følge processen de kommende onsdage.

Men hvor blev den der respekt og disciplin egentlig af? Det har mange spurgt om de seneste uger, aviserne har skrevet om det, og både politikere og lærere er kommet med forslag til, hvordan de to dyder kan rykke ind i klasselokalet igen. Jeg har ikke det endelige svar, men der er givet en hel del, vi andre kan gøre for at oppe respekten.

Min den mindste er lige startet til fodbold, og jeg har ikke ord for, hvor hyggeligt jeg synes, det er at se ham spille. På samme måde som jeg ikke har ord for, hvor meget jeg beundrer trænerne for deres frivillige arbejde. I søndags hørte jeg dog om en træner, der havde mistet modet. Efter en træning havde han fået til opgave at skynde sig over til et større hold, der havde brug for hans hjælp. I skyndingen fik han spurgt en af forældrene, om hun lige gad samle bolde ind, fordi han selv måtte løbe. Til det havde moren svaret: ”Hvad tror du selv, du får dine penge for?”

Til trods for mange gode stunder med børnene, så var det dén kommentar, der fik pillet hans begejstring ned. Søndag efter søndag, år efter år, er han stået tidligt op for helt gratis at træne med børnene. I sommerferierne har han lagt træningsskema og mailet med forældrene. Han har stået model til en del kommentarer, men lige den dag blev det så for meget. Han sagde sin trænerstilling op.

Pointen er, at hvis man har forældre, der sidder bag rattet og skælder ud på andre bilister under hele køreturen, forældre som råber til fjernsynet, at politikere er idioter, forældre som omtaler lærerne som umulige og andres unger som dumme, forældre som overfuser træneren i klubben, så er det da svært som barn at forstå, hvor vigtigt det er at have respekt for andre mennesker. Respekt er med andre ord noget, der helst skal ind med modermælken.

Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.

Læs også: Annettes klumme: Heja Norge!