"Tænk dig om og undersøg økonomien grundigt".

Et klassisk råd til boligkøbere, men er man på jagt efter en andelsbolig i de større byer, må man håbe, at de grå celler arbejder med lynets hast.

Det er nemlig rekord-få andelsboliger udbudt til salg, hvis man sammenligner med de mere træge år for andelsboligsælgere, hvor liggetiden var længere og udbuddet derfor hobede sig mere op. Det skriver boligsiden Boliga.

Et udtryk for, at det går stærkt med andelsboligerne i de større byer, især i København:

-  Boligmarkedet er varmt, og andelsboligmarkedet er nærmest glødende. Det skyldes, at andelsboliger generelt er billigere end både ejerboliger på den ene side og lejeboliger på den anden side, siger advokat Allan Thomsen fra advokatfirmaet Hansen Thomsen og andelsforening.nu.

Ofte melder flere interesserede sig klar til at sætte en underskrift på købsaftalen allerede ved det første åbent hus.

- Har sælger flere købere at vælge imellem, er det naturligt at foretrække en køber, som hurtigst muligt er i stand til at indgå en bindende aftale og betale eller stille sikkerhed for den aftalte pris, siger Allan Thomsen til Boliga.

Har du mod på at kaste dig ud i kapløbet om en andelsbolig, er der veje, som kan give dig både boligen og en sund pengepung efterfølgende.

Her får du fem gode råd til at vinde sprinten om andelsboligerne:

1. Vær velforberedt

Det er let at lade sig rive med af stemningen, når man står til åbent hus med mange andre, der melder sig købeklar allerede der. Men at blive andelsboligejer er ikke et simpelt køb, og det er vigtigt, man er forberedt:

- Køb af en andelslejlighed kan desværre være kompliceret og i nogle tilfælde mere kompliceret end køb af en ejerbolig. Blandt andet skal man forholde sig til foreningens forhold, som det kan være vanskelig at gennemskue, siger Allan Thomsen.

2. Få et købsbevis i banken

I dag udsteder de fleste banker køberbeviser for andelsboliger, og det er ikke skidt at have sådant. Så kan du nemlig bevise over for sælger, at du rent faktisk også kan købe lejligheden.

- Typisk er køberbeviset betinget af, at banken også kan godkende den enkelte andelsforening og økonomien i den. Det giver en tryghed for køber, og det er efterhånden så sædvanligt, at det bør blive accepteret af sælger, siger Allan Thomsen.

3. Brug en standardiseret aftale

Når du køber en andelsbolig, skal der udfyldes en købsaftale. En god idé her at tage udgangspunkt i en standardiseret overdragelsesaftale.

- Det gode ved standardaftalen er, at den giver både køber og sælger et godt overblik over, hvilke oplysninger der skal være til stede, og hvilke centrale problemstillinger køber og sælger skal afklare, inden en aftale kan indgås, siger Allan Thomsen.

Der er dog aspekter, man som køber aldrig må glemme; nemlig forbehold i købsaftalen.

4. Husk forbehold

Uanset hvor fristet du er, og hvor meget du føler dig presset til at skrive under, bør du altid tage et forbehold i købsaftalen for at din bank og din rådgiver - fx en advokat - kan godkende handlen:

- Mange synes, at det i en presset situation med flere interesserede købere, er vanskeligt at betinge aftalen af advokatens godkendelse. Men man er nødt til at se nøgternt på situationen. Hvad er sælgers legitime begrundelse for at nægte et kort forbehold? Hvis sælger ved, at alt er i orden, bør det ikke være et problem at give køber en frist til at få afklaret aftalen, siger Allan Thomsen.

5. Drop pengene under bordet

En lampe til 150.000 kr. eller et skab til det halve. Historier om penge under bordet er begyndt at dukke op de senere år, men problemet er ikke helt så udbredt, som man skulle tro, forklarer Allan Thomsen til Boliga:

- Det sker, at sælger stiller krav om betaling ud over den lovlige købesum. Det er dog i langt færre tilfælde, end hvad man kunne tro, når man læser dagspressen, siger han:

- Det er dog ikke alene i strid med reglerne om maksimalpris at kræve penge under bordet, det er også strafbart, siger Allan Thomsen.

Rådet er altså klart: Lad være med at betale eller modtage penge under bordet.

Her kan du se, hvad der er til salg af andelsboliger i øjeblikket.