Det kan være fristende at gemme sig under et tæppe med en kop te og slappe helt af i sofaen, mens vinteren raser udenfor. Men faktisk er det netop nu, du kan udnytte kulden og få gjort godt og grundigt rent i hjemmet

Inge Marie Johnsen er indehaver af rengøringsfirmaet Ren Service og har stor erfaring med rengøring og husholdning. Hun giver dig her fem tips til, hvordan du bruger vinteren aktivt i din rengøring.

Vask tæpperne i sneen

Ægte tæpper tåler ikke rens, da det får farverne til at flyde ud. Men en græsplæne dækket af nyfalden sne gør underværker.

Læg tæppet med overfladen nedad og bank det. Flyt det derefter til et nyt område og bank igen.

- Du kan se på sneen, at skidtet er faldet af. Så du flytter det til et nyt sted hele tiden, indtil tæppet ikke gør sneen beskidt mere. Du kan også trække det hen langs sneen. Det virker nærmest som sæbevand, siger Inge Marie Johnsen, der tilføjer, at de fleste tæpper kan ordnes sådan.

- Uldtæpper kan også renses på den måde, uden at det gør skade. Får er jo også ude, når det sner, siger hun.

Har du sart trægulv, bør de fugtige tæpper hænges op og for at tørre, inden de lægges på gulvet igen.

Ud med utøj

- Bøvler du med lus, møl og andet utøj, kan du hænge sengetøj, sofapuder og lignende ud i frosten. Det giver også en dejlig frisk duft, siger Inge Marie Johnsen.

Luseangrebet sengetøj skal i fryseren, men er der omkring fem minusgrader udenfor, mener Inge Marie Johnsen godt, at det kan slå de små bæster ihjel.

Tør tøjet i klar frost

- Man må aldrig tørre vasketøj indenfor. Det afgiver utrolig meget fugt og skaber et dårligt indeklima, slår Inge Marie Johnsen hurtigt fast.

Men kan tøjet ikke tåle tørretumbler, skal man ikke fortvivle.

De fleste er gode til at lade vasketøjet lufttørre om sommeren, men faktisk er det sundere at gøre det om vinteren.

- Luften om vinteren er helt ren - meget renere end i solskinsugerne. Tøjet kan ikke tørre helt derude, men en time eller to er allerede en stor hjælp. Så kan det ligge og optø på et tørrestativ bagefter, siger Inge Marie Johnsen.

Fjern lugt fra møblerne

Har du husdyr, kan møblerne godt komme til at lugte lidt, men her er den friske vinterluft en stor hjælp. Er der klar frost, og luften ikke er for fugtig, kan træmøblerne stilles udenfor. Ligger der sne på jorden, bør de stilles på en plastiksæk, så benene ikke bliver fugtige.

Luft ud!

Man skal ikke lade være med at lufte ud, bare fordi det er blevet koldt udenfor. Faktisk er det kun sundere og billigere at få varme i stuen efter en lille udluftning, da frisk luft opvarmes hurtigere en gammel.