Traditionelt skeler boligkøberne seriøst til hovedstaden og området nord for, når de har store penge, der skal sættes i fast ejendom.

Her bliver der raskvæk handlet både villaer, rækkehuse og lejligheder for tårnhøje millionbeløb.

Men nu har byernes by i Nordjylland også meldt sig i priskampen, skriver boligsiden Boliga.dk.

Nordjyllands alle tiders* dyreste lejlighedshandel er netop gået igennem i Aalborgs Musikhuskvarter, hvor en nybygget penthouselejlighed på havnefronten er solgt for 13,5 millioner kr.

Aldrig før er det sket, at en ejerlejlighed på de nordligste danske breddegrader har nået det niveau, og handlen er da ifølge ejendomsmægler Allan Nørgaard fra Thorkild Kristensen Ejendomsmæglerfirmaet, der har solgt lejligheden, også helt enestående.

- Vi ser flere og flere, der køber lejligheder til syv, otte, ni millioner. Men et salg som det her er bestemt ikke hverdag i Aalborg. Det er den bedste matrikel, der nogensinde har været til salg heroppe - man er nabo til musikhuset og til to kilometer havnefront.

Salget af den 315 kvadratmeter store lejlighed er tinglyst til en pris på 13,5 millioner kr. Oven i det har den nye ejer tilkøbt forskellige fornødenheder, blandt andet parkeringspladser og  pulterrum i ejendommen.

Dermed er den samlede pris for havnefronts-herligheden på 10. sal løbet op i 14,1 millioner kr., oplyser ejendomsmægleren.

- Hele komplekset er i den grad et prestige-projekt, der taler til de rigtig kræsne købere. Her er ikke sparet på noget, og det har fanget køberne, der ikke har været interesseret i nogle af de andre lejligheder i Aalborg, siger Allan Nørgaard til Boliga.

For det høje millionbeløb har den nye køber blandt andet købt adgang til en stor tagterrasse, en 20 kvadratmeter stor altan, tre badeværelser, fem soveværelser og to stuer med vinduer fra gulv til loft mod fjorden.

Blandt de dyreste uden for hovedstaden

Ser man på de dyreste lejlighedssalg, der har fundet sted uden for Region Hovedstaden, kravler Aalborgs højdespringer op blandt de absolut højeste.

Udenfor København og Nordsjælland er det nemlig kun få lejligheder i Aarhus, der er handlet til højere beløb end Aalborg-lejligheden.

Blandt andet en lejlighed på fjerde sal i Langelinieparken, der i 2014 blev solgt for 15 millioner kr. Året efter blev en 225 kvadratmeter stor lejlighed på Dagmar Petersens Gade i Aarhus Havn handlet for 13.750.00 kr.

Der er dog stadig langt op til rekordsalgene på det københavnske marked for ejerlejligheder. I år blev der solgt en luksuslejlighed for svimlende 24,5 millioner kroner.

Se billeder af det dyreste lejlighedssalg i 2016 her

*Boliga har oplysninger om alle tinglyste bolighandler siden 1992.