Er du træt af mængden af reklamer i din postkasse? Så er der godt nyt. Nu bliver det nemlig lettere at sige ’Nej tak’ til reklamer.

Hidtil har du skullet en tur på posthuset og underskrive diverse blanketter, før du kunne få tilsendt det klistermærke, der overfor postbude og diverse reklameomdelere tilkendegiver, at du ikke vil have reklamer i din postkasse.

Nu bliver det meget lettere. Fra den 1. juni ændrer regeringen vilkårene, så du kan spare turen til posthuset. Nu kan du med få museklik på Post Danmarks hjemmeside vise din modvilje mod glittede tilbudsaviser.Strider mod EUs regler

Erhvervs- og Vækstministeriet har undersøgt mulighederne for at indføre en ’ja tak til reklamer-ordning’. Så reklamer kun må afleveres hos forbrugere, der har tilkendegivet at de gerne vil havde det. Men sådan en ordning mente Europa-Kommissionen ville være i strid med EU-retten, da den ville begrænse udenlandske supermarkedskæder i at reklamere overfor danske forbrugere.

Det ærgrer Forbrugerrådets direktør, Rasmus Kjeldal:

- Vi havde jo helst set en ’ja tak’-ordning, så dem, der gerne vil have reklamerne, kunne tilmelde sig, og andre kunne blive fri, men det har åbenbart givet knas med EU kommissionen, og derfor har man så valgt en forbedret ’nej tak’-ordning, og det er da bedre end ingenting, siger han til DR-Nyheder.

Samtidigt indføres en afgift på husstandsomdelte reklamer, som skal mindske mængderne af papiraffald til gavn for miljøet, det skriver dr.dk.

- Det er jo en meget stor miljøbelastning ved de trykte reklamer, som for manges vedkommende bare bliver trykt, lagt i postkassen og så flyttet ned i containeren. Ved at lægge en afgift på, opfordrer man meget mere aktivt forretningerne til at finde alternative forretningsformer, siger erhvervs- og vækstminister Ole Sohn til DR Nyheder.