Paul Elvstrøm opnåede utrolige resultater inden for sejlsport, og han vandt intet mindre end fire guldmedaljer ved de Olympiske Lege. Og med sejlsport som et bærende element i hele livet, virker det kun passende, at OL-heltens villa ligger direkte ud til Øresund.

Den 200 kvadratmeter store villa er netop blevet sat til salg af boet efter Paul Elvstrøm, og dermed er det, der næsten må betegnes som en epoke i den store villas levetid, ovre. For Paul Elvstrøm købte selv Hellerup-ejendommen i 1957 - eller ni år efter han vandt sin første af de i alt fire guldmedaljer ved OL.

At have både grund og badebro til vandet er dog en sjælden og typisk dyr affære. Det gør sig også gældende i tilfældet her: 37 millioner kroner er den hvide ejendom udbudt til salg for. Det skriver Boliga Kendte.

Men den kommende køber vil således fremover - sandsynligvis efter en renovering - bo på "en af Hellerups absolut bedst beliggende og mest eftertragtede adresser", som det beskrives i salgsopstillingen hos liebhavermægleren Lützau, der står for salget.

Flere generationer i samme hjem

Det er da også de færreste, der vil nå at bo knap 60 år i de samme rammer, som Paul Elvstrøm gjorde. Men villaen ved Øresund har de seneste år været hjem for tre generationer, og derfor er ejendommen også indrettet som to boliger.

Der er dog alle de klassiske liebhaverelementer som spisestue og en østvendt stue med udgang til terrassen og haven. Ligesom man ifølge Boliga Kendte på førstesalen finder en stue med udsigt til Middelgrundsfortet.

Paul Elvstrøm blev født i Hellerup i 1928, og udover sine fire OL-guldmedaljer blev han verdensmester 13 gange. I 1983 blev han tildelt den olympiske orden i bronze, mens han i 1985 blev ridder af Dannebrogsordenen. I 1996 blev han kåret som århundredets danske sportsmand.

Paul Elvstrøm sov ind i december 2016.

Se villaen hos Boliga her.