Helle Thorning-Schmidts nabo på Kuhlausgade 38 på Østerbro har nemlig valgt at sætte huset til salg, og kan du skrabe 5,6 mio. kr. sammen, får du muligheden for at nikke venskabeligt over hækken til landets mest magtfulde politiker og måske endda låne en kop sukker til bagværket - selvom du skal nok regne med, at PET holder et vågent øje med dig. Det skriver boligsiden Boliga.dk.
Huset er, i lighed med statsministerens, et byggeforeningshus fra slutningen af 1800-tallet i komponistkvarteret ved Svanemøllen Station, og mægleren fremhæver blandt andet, at der er en “super beliggenhed få hundrede meter fra lukket legegade, hvor børnene kan boltre sig” og at huset “egner sig perfekt til den store børnefamilie.”
Prisen på 5,6 mio. kr. er et godt stykke over den oprindelige pris på et af de 393 huse i den nordlige ende af Østerbro. Da boligerne blev bygget mellem 1893 og 1903 skulle man betale 8.200 kroner, hvilket i dagens penge svarer til ca. en halv million kroner.
Helle Thorning betalte 3,68 mio. kr. for sit hus i 2004. Ifølge den seneste offentlige vurdering er boligen 3,65 mio. kr. værd.
Se om nabohuset er noget for dig på www.boliga.dk






















