Efter bare 46 dage på markedet har club-dronningen Medina valgt at sænke prisen på sit splinternye luksus-rækkehus på Islands Brygge med to millioner kr.

Nu står der således 17.500.000 kr. på til salg-skiltet, og dermed må sangerinden, der bl.a. står bag mega-hitsene Kun for mig og Ensom, også skrue indtjeningsforventningerne ned.

Medina købte nemlig boligen for bare 11,6 millioner kr. i 2014, hvor det 268 kvadratmeter store rækkehus endnu ikke stod færdigt.

Det gjorde det først i år, hvor sangfuglen i maj satte det til salg for 19,5 millioner kr. og dermed havde udsigt til at øge saldoen med knap otte millioner kr.

Nu hedder den potentielle gevinst for den 33-årige pop-musiker 5,9 millioner kr., hvis det lykkes hende at sælge liebhaver-boligen til den nedjusterede pris.

Luksus på alle tangenter

Med til rækkehuset følger en 150 kvadratmeter privat gårdhave, hvor der blandt andet er en opvarmet pool.

Indvendigt byder luksus-rækkehuset på armatur i guld, biopejs, marmor-bordplade importeret fra Italien og håndmalede marokkanske fliser.

Og så er der naturligvis også plads til vognparken på de to underjordiske parkeringspladser, der følger med huset.

Flytter meget

Medina udgav sit debutalbum Tæt på i 2007 og har, siden karrieren tog fart, flyttet en del rundt.

I en tid boede sangerinden med sin daværende kæreste - musikeren Christopher - i en stor lystgård i Nordsjælland med egen svømmepøl og fitness-rum.

Derfra flyttede parret videre til en penthouselejlighed med privat tagterrasse på Halmtorvet i København.

Og kort tid efter rykkede musiker-parret endnu en gang teltpælene op og flyttede til det luksuriøse boligkompleks Stay Hotel på Islands Brygge.

På listen over Medinas boligsalg står desuden også salget af hendes lejlighed i Jægergårdsgade i Aarhus og et sommerhus i Vejby, Nordsjælland.

Se Medinas luksus-rækkehus her.