Danmarks ærligste ejendomsmægler lover mere skidt og ragelse.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>'Selv polske gæstearbejdere vil ikke engang bo her.' 

Sådan skriver EDC-mægleren Kasper Pedersen i sin salgstale af en trelænget gård i Stubbekøbing. 

Alligevel har telefonerne kimet hos mægleren i dag, efter han i en hudløst ærlig salgsopstilling fortæller om den skæve ejendom, det utætte tag og det håbløse hus, der bør rives ned.

Læs også: Verdens måske snedigste ejendoms-mægler

- Ni personer har bedt om at blive kontaktet på huset, og en har allerede afgivet et bud, fortæller Kasper Pedersen, der står bag den noget utraditionelle salgstale på nettet, som på få dage har spredt sig viralt via blandt andet Facebook.

Heri skriver han:

'De fleste mæglere vil måske bruge ord som 'ejendom med muligheder' eller 'trænger til modernisering'. Ikke os. Her er tale om en håbløs elendig landejendom, som fremstår aldeles udpint. Selv polske gæstearbejdere vil ikke bo her. Det er dog ikke alt, der er skidt. Ydermuren er solid og lige, vinduerne virker og taget er nogenlunde tæt. Boligarealet er dog helt skævt. Så der medfølger mere skidt og ragelse, end der står oplyst, beklager. Udbygningerne er i lige så ringe stand som huset, men til gengæld er der også fire af dem. Det hele er omkranset at 7.676 m2 have/grund og gårdsplads, men det er nu ikke så ringe endda!'

Sælger kalder beskrivelsen for en genistreg, og det kan der være noget om. På blot en formiddag er salgsopstillingen på nettet blevet set af 15.000 personer.
 
Læs også: Kendismæglerne om livet før krisen: Så vildt var det

- Jeg ville bare gerne gøre noget helt anderledes, så jeg ringede og spurgte sælger, om det var ok, at jeg skrev, som jeg gjorde. Han var helt med på den og sagde, at jeg bare skulle give den gas, siger Kasper Pedersen.

Han forventer, at huset er solgt inden udgangen af maj. Strategien med den kritiske salgstale kommer vi nok til at se mere til hos EDC.

- Det er ikke alle huse, jeg vil svine til, men jeg er klar til at lave flere banebrydende tekster. Det giver et løft til hele EDC kæden, siger den opfindsomme ejendomsmægler.