Er du ved at købe bolig i en af de såkaldte transportkorridorer?

Det kan du nu let og hurtigt tjekke ved hjælp af en ny service udviklet af boligportalen Boliga.dk.

Berlingske Tidende beskrev tidligere i januar, hvordan huskøbere intetanende havde købt bolig i en af hovedstadsområdets transportkorridorer, hvor staten har reserveret arealer til mulige fremtidige veje, jernbaner og lignende.

Et hus, der er placeret i en transportkorridor, er belagt med restriktioner, som gør det praktisk taget umuligt at bygge nyt eller bygge om, da staten dermed ville skulle betale mere i erstatning ved en ekspropriation, og husejerne har svært ved at sælge igen uden at tabe stort på handlen.

Ejendomsmæglerne har ikke pligt til at til at oplyse huskøberne om transportkorridoren, som ikke er tinglyst eller fastsat i de kommunale lokalplaner, men ligger gemt på Miljøministeriets digitale kort, PlansystemDK.

Nu har Boliga udviklet et værktøj, hvor man ved at indtaste adressen på den bolig, man har tænkt sig at købe, kan se, om den ligger i et af de reserverede arealer.

- Det hjælper selvfølgelig ikke dem, der allerede har købt bolig i en transportkorridor, men det er vigtigt at fremtidige boligkøbere kender til transportkorridoren og har mulighed for at orientere sig om konsekvensen ved at købe bolig i disse områder, siger Boligas udviklingsdirektør, Jonas Åradsson.

1700 boliger berørt
Transportkorridoren er en statslig reservation af arealer, der har betydning for hele hovedstadsområdets udvikling. Reservationen angår fremtidige strækningsanlæg, der kan blive behov for på længere sigt, men som ikke er kendt eller besluttet i detaljer endnu.

Hensigten bag korridorerne er at sikre passagemulighed for fremtidige trafik- og forsyningsanlæg på steder, hvor ny bebyggelse ellers ville kunne blive et problem. Derved kan staten betale mindre for at ekspropriere nyopførte huse og indgreb i bymiljø og landskab.

Flere eksperter har talt for, at oplysningerne om transportkorridoren bør være lettere tilgængelige, f.eks. via kommunernes hjemmesider, men det har miljøminister Ida Auken (SF) afvist.

Der ligger omkring 1700 boliger inden for transportkorridorerne i hovedstadsområdet.

Se om din nye bolig ligger inden for transportkorridoren.

Fakta: Disse kommuner er berørt af transportkorridoren: Allerød, Ballerup, Brøndby, Dragør, Egedal, Fredensborg, Helsingør, Hillerød, Hvidovre, Høje-Taastrup, Hørsholm, Ishøj, Tårnby, Vallensbæk, Greve, Køge, Lejre, Roskilde og Solrød.