Kræver hjerterum husrum? Mundheldet siger muligvis nej, og det må københavnerne angiveligt støtte sig op ad.

For det kan være hårdt at være boligsøgende københavner. Ikke alene er priserne høje. Pladsen er også trang sammenlignet med andre af landets kommuner.

Så mens man i visse byer kan brede sig, sprede sig og vælte sig i kvadratmeter, så er langt de fleste af de beboede boliger i Københavns Kommune på under 75 kvadratmeter, viser tal, som Boliga har trukket hos Dansk Statistik.

Faktisk er hele 40,4 procent af den samlede beboede boligmasse i kommunen i størrelsen 50 til 74 kvadratmeter og 10,9 procent på under 50 kvadratmeter.

Der er altså ikke alene få kvadratmeter i hver enkelt bolig i København - den er også dyrere end mange andre steder. For både villaer og ejerlejligheder gælder det, at Københavns Kommune konsekvent nærmer sig toppen af prislisterne, viser opgørelser fra Boliga.*

Sidste år var det således den nye dreng i københavnerklassen, der var dyrest for lejligheder. I Nordhavn betalte køberne nemlig mest - skarpt forfulgt af København K, mens det for villaer var bydelen Østerbro, der havde de dyreste kvadratmeter.

Plads-paladser

Der findes også kommuner i landet, hvor der er rigeligt plads i hver enkelte beboede bolig.

I Lemvig Kommune finder man den største andel af boliger på over 175 kvadratmeter. Den størrelse kan 23,9 procent af kommunens samlede beboede boliger blære sig med, mens kun to procent er på under 50 kvadratmeter.

Samtidig var husene her væsentligt billigere per kvadratmeter sidste år. Kvadratmeterprisen for en villa i 7620 Lemvig endte på 5.699 kr. - hvilket ikke er landets laveste - men absolut heller ikke blandt de dyreste.

Her kan du se, hvor meget hus du får for en million i din by