Der skal skrives mange rapporter eller langes mange bluser over disken, hvis man vil være millionær.

Langt mindre arbejde er der i at købe sig en lejlighed; bo, leve og spise der - og så sælge den igen mange år senere til en millionfortjeneste.

Men det kræver, at man har haft økonomi til at købe det rigtige sted - og at man har valgt at bosætte sig i den rigtige bydel.

Lejlighedssælgerne på Frederiksberg C, indre by, Vesterbro og Østerbro kan således glæde sig over, at over halvdelen af dem har tjent mindst en million kroner på at sælge boligen. Det viser en beregning fra Boliga.*

Flest nyslåede boligmillionærer var der på Frederiksberg C, hvor 68 procent af handlerne gav et overskud med syv cifre, mens det for de andre bydele var lige over halvdelen.

At det er omkring hovedstaden, hvor flest har tjent på lejligheden, er kombinationen af to sideløbende tendenser, forklarer boligmarkedsanalytiker hos Nykredit, Jacob Isaksen:

- At det er her, vi ser den største andel med millionfortjeneste, skyldes kombinationen, at kvadratmeterpriserne i København er blandt de højeste i landet, og at prisstigningerne ligeledes har været blandt de højeste her de seneste fire år. Når man ejer noget med en høj pris, der stiger meget procentuelt, så bliver fortjenesten også stor målt i kroner og øre, siger han til Boliga.

Lige under den magiske grænse på halvtreds procent finder man Hellerup og Frederiksberg.

Her var der ingen milliongevinster

Der er da også områder i landet, hvor der et rundt nul ud for antallet af lejligheder solgt med en millionfortjeneste.

Det gjorde sig blandt andet gældende i midtsjællandske Hedehusene, nordsjællandske Humlebæk og jyske Åbyhøj.

Så på trods af, at der er blevet handlet en anselig mængde lejligheder i begyndelsen af året i de nævnte byer, så har der ikke været samme store millionfortjeneste til sælgerne der.  Ligesom der er flere postnumre, hvor der kun er et par handler, der efterlader ejeren med en millionfortjeneste.

Så mange er blevet boligmillionærer i din by i 2017

* Boliga har opgjort, hvor stor en andel af lejlighederne i 2017 der er blevet solgt min. én million kroner over købsprisen.