Liebhaverlejligheder i den helt dyre ende popper jævnligt op i København, men nu træder Aalborg for alvor ind på scenen.

Det sker med udbuddet af en 14 millioner kroner dyr lejlighed på The Old Yard, et eksklusivt boligbyggeri i en renoveret, gammel værftsbygning på havnekajen i Aalborg, som forventes færdigt i 2017.

Det skriver boligportalen Boliga.dk.

Udbudsprisen på 14 mio. kr. er den højest registrerede udbudspris på en ejerlejlighed nogensinde i Nordjylland, men der kommer næppe mange flere i den prisklasse på markedet, lyder spådommen fra Marianne Grønbech, salgschef i 2e Bolig Company, der står for salget af lejlighederne på havnefronten.

'Once in a lifetime'
»Det her udbud er nok lidt 'once in a lifetime' i Aalborg. Det er et helt unikt projekt i en historisk bygning og med en udsigt, der går fra havneindløbet til centrum og langs Limfjorden hele vejen til Limfjordsbroen. Så det er både den enestående beliggenhed og ejendommens historie, der gør den speciel«, siger hun til Boliga.

Marianne Grønbech fortæller, at hun har skrevet navnene ned på 300 boligsøgende, som er interesserede i lejlighederne i ejendommen, der alle enten har terrasse eller altan, og koster fra to mio. kr. og opad.

Og selvom 14 mio. kr. for juvelen i samlingen, den 278 kvadratmeter store penthouselejlighed med en 53 kvadratmeter stor tagterrasse, er en sjat for de fleste funktionærlønnede danskere, har der ifølge Marianne Grønbech allerede været henvendelser om lejligheden.

»Der er flere, der har vist interesse, og jeg synes egentlig ikke, det er en høj pris, når man ser på, hvad man får for pengene. Men køberskaren er selvfølgelig begrænset«, siger hun.

30 mio. kr. for Danmarks dyreste lejlighed
Der er stadig et stykke vej, før Aalborgs liebhavermarked kan måle sig med det københavnske.

Således skal man af med næsten 30 mio. kr. for at blive ejer af Danmarks pt. dyreste lejlighed, som er ved at blive opført i den københavnske nordhavn.

I Aarhus koster den dyreste lejlighed lige nu knap 12 mio. kr., men tilbage i 2008 satte liebhavermarkedet rekord med udbuddet af en penthouselejlighed i Z-huset, der blev prissat til 22 mio. kr.

Årets dyreste lejlighedshandel fandt ifølge Boliga sted på Christianshavn i København, hvor en luksusbolig på 320 kvadratmeter blev afsat i februar for 20.650.000 kr.

Se Aalborgs dyreste lejlighed her:
Se billeder af Danmarks dyreste lejlighed her
: