På top 10 over årets største bolighandler står Jylland for halvdelen.

Vestdanmark overhaler nu højst usædvanligt Hellerup, Rungsted, Vedbæk og flere af de øvrige flødeskums-postnumre nord for København, når det gælder årets hidtil største bolighandler.

Det fremgår af en analyse, boligsiden Boliga.dk har lavet.

På top 10-listen over de dyreste villahandler siden nytår klemmer Silkeborg og to gange Vejle Øst sig ind på henholdsvis anden-, tredje- og fjerdepladsen blandt de største tinglyste handler, mens Risskov ved Aarhus er repræsenteret på top 10 med den sjette- og ottendestørste bolighandel.

Ejendommen Strandvejen 626A i Klampenborg nord for København er årets hidtil dyreste handel med en tinglyst pris på 26,9 millioner kroner.

Lige i hælene og ganske marginalt efter - med en pris på 26,5 mio. kroner - kommer salget af ejendommen Kalsholtvej 6 uden for Silkeborg.

Men så er den glade køber, Michael John Grosbøl, administrerende direktør og storaktionær i virksomheden Mascot, en af Europas største producenter af arbejdstøj, også blevet ejer af fodboldkoryfæet Ebbe Sands pragtpalæ, som var på markedet i mindre end tre måneder, før der blev skrevet slutseddel.

Afslag

Ebbe Sand og hustruen har givet et afslag på ikke mindre end 8,5 mio. kroner i forhold til udbudsprisen for den 404 kvadratmeter store luksusvilla med udsigt til Silkeborg-søerne.

Og alligevel er det den dyreste bolighandel, der er afgjort i Jylland i år og samtidig den næstdyreste i hele Danmark.

Årets hidtil tredjedyreste handlede hus, Kaptajn Bertelsensvej 21 i Vejle, er købt af Grundfos’-koncernchefen Mads Nipper og hustruen Gitte til den nette sum af 25 mio. kroner.

Køberen af nummer et på top 10-listen af dyre handler ønsker at være anonym.

Mens listen består af fem handler i Øst- og Midtjylland samt fem i det nordsjællandske whiskybælte, bliver flere af dem med stor sandsynlighed rykket en plads ned over årets vildeste bolighandler, når prins Joachim og prinsesse Maries nylige køb af deres kommende hjem på Emiliekildevej i Klampenborg bliver tinglyst.

Lun placering

Udbudsprisen på ejendommen var 35 mio. kroner, så selv om der kan være et vist afslag i salgsprisen, havner boligen næsten sikkert lunt placeret på top 10-listen, hvor der udelukkende er medtaget handler mellem private og foretaget i fri handel.

- Selv om det er højest overraskende, at fem af de 10 største bolighandler i år er sket i Jylland, så er det ikke nødvendigvis et udtryk for en ny tendens, siger Curt Liliegreen, sekretariatsleder i Boligøkonomisk Videncenter:

- Man skal altid være forsigtig og ikke komme til at overfortolke, når det gælder liebhaverboliger. Historisk har de dyreste boliger ligget i København, siger han.

Her er de 10 dyreste bolighandler i 2014:

1. Strandvejen 626A, Klampenborg: 26,9 mio. kr.


2. Kalsholtvej 6, Silkeborg: 26,5 mio. kr.
 


3. Kaptajn Bertelsensvej 21, Vejle: 25 mio. kr.

4. Strandvejen 132, Vejle: 24,2 mio. kr.

5. Rungsted Strandvej 108, Rungsted: 22,4 mio. kr.


6. Strandvænget 11, Risskov: 20 mio. kr.

7. De Conincks Vej 21, Holte: 19,55 mio. kr.

8. Birkevej 26, Risskov: 18,5 mio. kr.


9. Høyrups Alle 33, Hellerup: 18,5 mio. kr.

10. Gl. Strandvej 45, Humlebæk: 17,5 mio. kr.