Det går igen fremad i den del af ejendomsmægler-branchen, som formidler de rigtig dyre hushandler i Danmark.

En af dem, der kan mærke, at der nu igen er kommet købelyst hos de mest velstillede i kongeriget, er ejendomsmægler Jan Fog.

- Vi oplever, at der i øjeblikket kommer nogle ejendomme på markedet, som hidtil har ligget og ventet på bedre tider. De kommer på markedet nu, og de bliver også solgt, siger Jan Fog.

Han understreger i samme åndedrag, at mange af de pågældende ejendomme nu bliver sat til udbudspriser, som er lavere, end de var, da han og sælger talte om et muligt salg for nogle år tilbage.

- Det generelle billede på det her marked er, at der er fremgang. Og det gælder ikke kun for mig, men også mine kolleger. Det er min klare fornemmelse, at det her er kommet for at blive. Så jeg og mine kolleger er glade. Det er et opadgående marked, og sådan har det været siden sidste halvdel af 2013, siger Jan Fog, som alene her i august hidtil har solgt fire ejendomme i den dyre ende.

Tilbageholdende
De købere, der kommer ud af busken nu, er for langt størstedelen folk, som hele tiden har haft pengene til at købe for. Men lysten til at slå til og underskrive en slutseddel har været holdt tilbage på grund af den finansielle krise.

- Det er ikke fordi, krisen har ramt dem selv. Men fordi man som køber - når der er et faldende marked - typisk venter lige lidt længere for at se, om ikke prisen går yderligere ned. Og så har det også påvirket, at man nu meget gerne vil sælge sit hus, inden man går ud og køber et andet, siger Jan Fog.

Dyre Østjylland
Vejle Øst, Risskov og Silkeborg er de steder, hvor nogle af årets hidtil dyreste bolighandler er lavet.
På top 10 over de største handler i Danmark står Jylland for de fem, hvilket er højest usædvanligt.
De øvrige fem på listen over dyreste bolighandler er sket i whiskybæltet nord for København.

Danmarks næstdyreste hushandel er den tidligere fodboldspiller Ebbe Sand og hustruens salg af deres pragtpalæ uden for Silkeborg. Efter et nedslag i prisen på 8,5 mio. kroner blev huset solgt for 26,5 mio. kroner.