Boligkøb- og salg på de rigtige tidspunkter kan give skattefrie gevinster i millionklassen, men risikoen for at brænde nallerne er også til stede.

En ny opgørelse fra Boliga.dk viser, at husejere og lejlighedsejere, som købte på toppen af markedet i 2006 og solgte boligerne igen i 2014, i gennemsnit tabte henholdsvis 141.000 kr. og 106.000 kr. i forhold til købsprisen.

Også 2007, året inden finanskrisen ramte med fuld kraft, var et dårligt år at være boligkøber i.

Et huskøb i 2007 med efterfølgende salg i 2014 medførte et gennemsnitligt kontant tab på 154.000 kr., mens lejlighedssælgerne kunne nøjes med at vinke farvel til 13.000 kr. i snit.

Én region hårdt ramt
På villamarkedet har boligkrisen især ramt hårdt i Region Sjælland.

Således har husejere, som foretog et køb fra og med 2005 til og med 2010, i gennemsnit tabt på handlen, da de solgte i 2014.

For alle landets øvrige kommuner er der kun registreret et gennemsnitligt tab på salgene for købere, der erhvervede en villa fra og med 2006 til og med 2008.

Vinderne
Boligmarkedets begyndende vaklen i 2008 fik priserne til at styrtdykke, og det er især kommet én gruppe af købere til gode.

Danskere, der købte en lejlighed i Region Hovedstaden mellem 2008 og 2012, kunne indkassere kontante gevinster på mellem 154.000 og 395.000 kr. i snit, da de solgte boligerne igen i 2014.

Og man behøver ikke at vente længe på at skrabe overskuddet.

Lejlighedskøbere i Region Hovedstaden, der handlede i 2013 og solgte boligen videre i 2014, kunne i gennemsnit stikke 273.000 skattefri kroner i lommen, mens villasælgere med et tilsvarende handelsmønster indkasserede 283.000 kr.

Hurtig gevinst
Et blik på postnumrene i Københavns Kommune vidner om store kontante gevinster blot efter et enkelt års ejerskab.

I den indre del af København scorede lejlighedsejere, der havde købt boligen i 2013, i gennemsnit 425.000 kr. ved videresalg året efter, mens naboerne i Østerbro ifølge Boliga kunne sætte 352.000 skattefrie kroner ind på kontoen.

Se om sælgerne har tjent på boligsalget i din kommune:

Villaer/rækkehuse
Ejerlejligheder

*Opgørelsen er lavet ved at sammenligne salg i 2014 med boligens foregående salg, delt op på købs-år og områder.