Selvom huspriserne er steget og antallet af handler visse steder gået op, er der stadig områder af landet, hvor det kan være svært at komme af med boligen.
 
I løbet af de seneste år har udbuddet af huse ligget i omegnen af 40.000 emner, og nogle steder er der tale om regulære udsalg, viser en ny statistik fra Boliga.dk.
 
I opgørelsen er der kigget på antallet af villaer og rækkehuse til salg sammenlignet med det samlede antal huse, der er registreret i byerne*, og tallene viser, at der i 35 postnumre er godt gang i udsalget.
 
Her har mindst hver 20. husejer sat boligen til salg, mens indbyggerne i 62 byer til gengæld ikke har travlt med at forlade boligerne, idet under to procent af husene er sat til salg.

Lange liggetider

Det relativt største udbud ser man ifølge Boliga i mindre provinsbyer, hvor op mod hver 10. hus er til salg, bl.a. i de nordjyske byer Løkken og Blokhus, hvor henholdsvis 8,8 og 8 procent af husejerne i byerne venter på  en sælger.
 
Samme billede ses flere steder på de mindre øer.
 
Således er udbuddet i Tranekær på Langeland, Søby på Ærø, Øster Assels på Mors og Rømø i alle tilfælde på over syv procent af det samlede antal huse i byerne.
 
Det store udsalg skyldes ikke mindst, at der er i de mindre provinsbyer er mange boliger til salg med lange liggetider.
 
I de 10 byer med de relativt største udbud på landsplan er liggetiden i otte ud af 10 tilfælde et godt stykke over landsgennemsnittet på 328 dage.

Ingen Prins Joachim-effekt

I andre egne af landet er der betydeligt mindre at vælge mellem for køberne.
 
Albertslund på den københavnske vestegn, der er helt i top i statistikkerne over, hvor husene bliver solgt hurtigst, byder på den forholdsmæssigt mindste andel af udbudte villaer og rækkehuse
 
Her er andelen på 0,5 procent, mens indbyggerne i Aalborg Øst og Brøndby følger lige efter med en procentandel på 1.
 
Det største boligudsalg i det populære område nord for København er Klampenborg.
 
Selvom Prins Joachim har gjort sit for at bringe udbuddet i den mondæne forstad ned med købet af en luksusvilla i sommer, er andelen stadig høj med et relativt udbud på fem procent.
 
Se hvor stor en del af husene, der er udbudt i din by