Når der kigges på bolig er havudsigt, god plads og lav pris noget mange har stående højt på ønskelisten.

Og er en placering tæt på centrum ikke et ufravigeligt krav, kan boligdrømmene sagtens indfries. For selvom landejendomme lyder som en stor investering, og havudsigt ofte også betyder lidt ekstra nuller på prisen, er der rundt om i landet mulighed for at forene plads og udsigts-ønsker til priser, de fleste pengepunge kan være med på.

Det skriver Boliga.

Her er landets billigste landejendomme på grunde helt ud til havet:

1.  Øverste Midtmarksvej 3, Marstal. 1.895.000 kr.

Denne landejendom ligger på en grund, der er 27.544 kvadratmeter stor og som ender direkte ud til havet i Marstal Bugt, hvor det både er muligt at fiske og hvor der er en strand at bade fra.

Selve boligen er 120 kvadratmeter stor og rummer blandt andet en stue med brændeovn og en uudnyttet første sal.

Vil man gerne have endnu mere plads, foreslår ejendomsmægleren, at man inddrager en del af den gamle stald. Men bare rolig - der er fortsat to bygninger, hvori man kan opbevare sin traktor, have værksted eller pulterrum.

Se landejendommen her

2. Gammelpøl 14, Sydals. 2.475.000 kr.

Fra denne ejendom på det sydlige Als har man ifølge mægleren en 220 graders udsigt over Lillebælt.

Landejendommen, der ligger på en 1,5 hektar stor grund, er nemlig placeret for enden af en blind vej helt ude på spidsen af Sydals' østkyst.

Huset ligger 25 kilometer fra Sønderborg, og selve boligen, der er opført i mursten med stråtag, indeholder tre værelser.

Se landejendommen her

3. Pakhusvej 9, Knebel. 3.695.000 kr.

Fra alle vinduerne i stuehuset på denne landejendom er der udsigt over Knebel Vig - som den 36.385 kvadratmeter store grund går helt ud til, skriver Boliga.

Oprindeligt er huset bygget i 1916, men stuehuset er for nylig totalrenoveret, og så er der der opført en helt ny udelænge, der blandt andet er indrettet med en gildesal med bar.

Indvendigt har boligen et stort landkøkken og blandt andet også et badeværelse med spa.

Se landejendommen her


4. Skagensvej 476, Jerup. 4.950.000 kr.

Til dem, der søger meget udendørsplads, er der her masser af kvadratmeter at komme efter.

Grunden, som denne ejendom ligger på, er nemlig 39 ha stor, og fra den er der direkte adgang til en strandeng med hvid badestrand og fiskeret.

Fra huset - der for nyligt er i standsat - er der udsigt over Kattegat.

Og udover det findes der også en skovhytte, udhuse og ældre beboelse på grunden, som ifølge mægleren eksempelvis kan bruges til gæsteudlejning eller gårdbutik.

Se landejendommen her


5. Vængesgårdsvej 12A, Tostrup. 9.500.000 kr.

Ejendommen her ligger på Møns sydlige kyst og har en grund på knap 95.000 kvadratmeter, der i dag fremstår som en indhegnet park.

Til grunden hører der ca. 350 meter standstrand, hvorfra man kan dyppe sig eller bare nyde udsigten over Øresund.

Selve boligen, der er bygget i 1973 og placeret bare 100 meter fra havet, indeholder ifølge Boliga 484 boligkvadratmeter.

Ejendommen er arkitekttegnet og har blandt andet tag i skifereternit, kobbertagrender og pejs.

Se landejendommen her