Udbudsprisen for Taarbæk-villaen er sat til 35 mio. kr., hvilket gør villaen til en af de dyreste på markedet lige nu.

Hvis det lykkes modehuset Birger Christensens topchef, Jens Birger Christensen, at sælge sin villa til udbudsprisen, kan han se tilbage på en særdeles god handel.

Det 55-årige oldebarn af pels- og modefirmaets grundlægger købte for 11 år siden sit luksuriøse strandvejspalæ i nordsjællandske Taarbæk for 9,5 mio. kr. af den tidligere rigmand Peter Linck, men huset, der er sat til salg igen, koster nu 35 mio. kr. Det skriver Boliga.dk.

Dermed er der udsigt til en potentiel gevinst på over 25 mio. kr., hvis en køber er villig til at betale udbudsprisen.

For pengene får en kommende køber blandt andet adgang til 257 kvadratmeter villa med udsigt over Øresund, en grund på 535 kvadratmeter med terrasser anlagt i flere niveauer, ni rum, der indeholder biblioteksafdeling, og badeværelse med sauna og brus.

Det er i øjeblikket svært at sælge boliger i prisklassen over 30 mio. kr.

Faktisk er der kun tinglyst ét salg i år til mere end 30 mio. kr., nemlig handlen af en gigantisk villa på Emiliekildevej i Klampenborg, hvis køber, prins Joachim, betalte 34,5 mio. kr. for herligheden.

Se luksusvillaen i Taarbæk her.

Se billeder af Prins Joachims nye hus her.