Nu kan du komme til at eje din egen ø. En af Danmarks mange småøer, Egholm, der er særlig kendt for sit dyreliv, er nemlig udbudt til salg.

Den godt 100 hektar store ø, Egholm, der ligger i Storebælt nær Skælskør, koster 23,5 millioner kr. og er netop udbudt til salg hos ejendomsmægler Ivan Eltoft Nielsen. Det skriver boligportalen Boliga.

I de seneste 30 år har øen været ejet af et firma, der bl.a. har brugt den som møde- og uddannelsescenter - og som personale-retræte for virksomhedernes ansatte.

Dette kan også blive fremtiden for øen, der foruden grunden tæller et hovedhus på 626 kvadratmeter og tre sommerhuse nær øens kyster.

Der er nemlig ikke krav om, at den nye ejer skal være landmand eller på anden vis have grønne fingre for at blive ø-herre.

Hvad end Egholm bliver købt af et firma eller privat, er den nye ejer dog nok nødt til at have minimum en flig af naturglæde i sig. Øen er tilholdssted for mange andefugle, fasaner og råvildt, ligesom der også er masser af skov, strandenge og rigeligt med frisk luft. Egholm og naboøen Agersø ligger nemlig på samme breddegrad som Novosibirsk og har ifølge Agersøs online-portal, Agersø Portalen, mindre end én vindstille dag om året.

Tæt på naboen
Trods de naturrige omgivelser slipper man dog for selv at skulle forcere de tre-fire kilometer hav, der skiller Egholm fra Sjællands vestkyst.

Egholm er forbundet til Agersø med en dæmning, og derfra er der færgeforbindelse til Sjælland, skriver Boliga.

Agersø bebos af cirka 160 mennesker, men som ny ejer af Egholm, bliver man ganske alene på sin ø.

Hovedejendommen, der er opført i 1895, øens tre sommerhuse og erhvervsbygninger på samlet 1.794 kvadratmeter følger nemlig med i prisen.

Så foruden områdets mange dyr og forbipasserende folk på spadsereture i vandkanten, har man altså sin ø for sig selv.

Se flere billeder af Egholm her