Fjernvarmkunder i 57 selskaber står allerede til at skulle betale en ekstraregning på 3,4 milliarder kroner. Nu kan en skattefinte ifølge Jyllands-Postens erhvervsmedie Finans lægge 1,9 milliarder kroner oven i det beløb.

Tidligere i år kom det frem, at fjernvarmeselskaber må tage flere penge fra kunderne end tidligere. Fjernvarmeselskaber må ellers ikke give overskud, da pengene skal bruges til at komme kunderne til gode.

En ny afgørelse fra Energitilsynet tillader dog selskaber at kradse flere penge ind. Det havde 57 selskaber søgt om lov til for samlet 3,4 milliarder kroner.

Regningen kan dog nu blive endnu større.

Skat har nemlig meldt ud, at der skal svares skat af de penge, der bliver hentet ind. Den regning ryger også videre til kunderne og lyder på samlet op mod 1,9 milliarder kroner.

»Skatteregningen viser bare, at det her er det rene galimatias. Det er jo et beløb, der skal betales ved siden af varme- og renteregningen,« siger Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme, til Finans.

Også politisk vækker sagen undren.

»Det er jo helt absurd. Jeg kan godt forstå, hvis varmekunderne føler sig snydt,« siger klima- og energiordfører Jens Joel (S), til Finans.

Ud over den ekstra skatteregning er der yderligere dårligt nyt til fjernvarmekunderne.

Tidligere på året opfordrede klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V) selskaberne til at lade være med at udnytte de nye regler til at kradse millioner ind hos kunderne.

»Jeg vil opfordre selskaberne til at trække deres ansøgninger om forrentning af indskudskapitalen tilbage og dermed aktivt hjælpe til at forhindre, at forbrugernes penge bruges på andet end fjernvarme,« sagde han.

Ifølge Finans er det dog kun et enkelt mindre selskab, der har fulgt den opfordring.

/ritzau/