Mange danskere tjener ikke nok til at komme til at eje deres egen bolig. Derfor må de opgive den drøm og i stedet nøjes med en kolonihave eller et lille sommerhus, lyder rådet fra en økonomisk rådgiver

Drop boligdrømmen og køb en kolonihave eller et lille sommerhus i stedet. Sådan lyder rådet fra en privatøkonomisk rådgiver til de mange danske par, der tjener under 700.000 om året.

Tal som BRF Kredit har lavet for Avisen.dk viser nemlig, at en familie med to børn og en husstandsindkomst på 500.000 kroner skal flytte på en ø eller eller til udkantsdanmark, hvis de vil have et gennemsnitligt parcelhus.

- Gennemsnitsindkomsten i Danmark er 260.000 kroner, så man skal ikke meget langt ned i lønningerne, før en familie med to voksne rammer de 500.000 og har problemer, siger Kim Valentin, privatøkonomisk rådgiver i Finanshuset i Fredensborg til Avisen.dk.

- Godt nok er huspriserne og renten faldet, men bankerne har også skruet bissen på. Mange af de mennesker, der købte hus under opsvinget, havde aldrig nogensinde fået lov i dag. Forskellen på før og nu er, at bank og realkredit vurderer risikoen for, at man mister sin arbejdsindtægt som væsentligt større.Det nytter heller ikke meget at spare op. For en lavindkomstfamilie tager det 5-10 år at samle de 100-200.00 kroner, der kan hjælpe dem ind på boligmarkedet.

Kim Valentin råder derfor de familier til at droppe boligdrømmen eller bosætte sig et sted i landet, hvor de har råd til et hus. Hvis det er jord, man gerne vil have, og man ikke vil flytte, så kan man købe et billigt sommerhus eller en kolonihave, som man gjorde i gamle dage.

BNB