Hold døre og vinduer lukket og låst, også når du er hjemme. Det er konklusionen efter en ny afgørelse fra Ankenævnet for Forsikring.
Det er superærgerligt, når en indbrudstyv lister af med dine ejendele. Som et lille plaster på såret dækker forsikringen normalt de ejendele, tyven har neglet. Men er du hjemme, mens tyven er på besøg, så er der ingen trøst at hente hos forsikringen. Det har Ankenævnet for Forsikring netop fastslået.
En kvinde, der var blevet hofteopereret og derfor var dårligt gående, var alene hjemme i sit hus, da en tyv gik ind af en ulåst bagdør og stjal kvindens smykker. Selvom det for kvinden formentligt føltes ekstra utrygt at være hjemme, mens tyven var i huset, straffede forsikringsselskabet hende efterfølgende ved ikke at dække hendes tab.
Juraen er klar: Tvinger en tyv sig adgang til et hus ved at smadre en rude eller bryde låsen op så er det indbrudstyveri og forsikringen dækker alle de effekter, som tyven stjæler. Men bryder tyven ind af en ulåst dør, takserer forsikringsselskabet tyveriet, som et såkaldt ’simpelt tyveri’, og så dækker forsikringen ikke tyveri af f.eks. frimærkesamlinger, guld, sølv, møntsamlinger, perler, smykker og ædelstene. For så er det offerets egen forsømmelighed, der har skaffet tyven adgang.
Der kan være mange penge at spare for forsikringsselskaberne alt efter hvilken form for tyveri, der er tale om, viser tal fra Forsikring&Pension. I 3. Kvartal af 2011 modtog forsikringsselskaberne 10.050 anmeldelser om indbrud. I gennemsnit udbetalte selskaberne erstatninger på 23.192 kr. per sag . I samme periode modtog selskaberne hele 24.216 sager om simpelt tyveri, men her udbetalte selskaberne kun 4.516 kr. i gennemsnit.
I den konkrete sag fremhævede kvindens advokat, at tyvens offer var nødt til at holde sin bagdør ulåst af hensyn til hjemmehjælperen. Alligevel gav Ankenævnet for Forsikring forsikringsselskabet ret i, at smykketyveriet ikke skulle udløse erstatning.
- Det gør ingen forskel, at man selv er hjemme. Det er adgangen til huset, det handler om. Sidder man fx og ser fjernsyn i stuen eller læser avis på terrassen, mens en bagdør er uaflåst, så har tyven relativt let spil, forklarer konsulent Riccardo Krogh Pescatori fra Forsikringsoplysningen.
Konklusionen på afgørelsen er derfor:
- Man bør låse sine døre, selvom man er hjemme, og huske at lukke vinduerne igen efter udluftning. Eller sørg i det mindste for at gemme kontanter, guld, sølv og smykker godt og grunddigt væk, råder Riccardo Krogh Pescatori.



