Advarer mod halogenlamper i loftet

Fire til fem gange rykker Nordsjællands Brandvæsen ud til brande, hvor halogenlamper er årsagen

De kaldes ofte for »stjernehimler«, men brandmændene kalder dem for »ildebrandmaskiner«, halogenlamperne i loftet på badeværelset, i køkkenet eller entreen.

Fire til fem gange om året rykker Nordsjællands Brandvæsen ud til private hjem og forretninger i Helsingør og Fredensborg kommuner, hvor de brandvarme halogenpærer eller underdimensionerede transformatorer selv er brudt i brand, eller har antændt materialerne omkring sig, skriver Helsingør Dagblad.

Viceberedskabsinspektør ved Nordsjællands Brandvæsen Henrik Dippel ser med bekymring på de utallige indbyggede halogenspots, der findes i danske hjem.

- Langt de fleste fungerer uden problemer og bør ikke være forbundet med brandfare, men der er alligevel rigtigt god grund til at tjekke sine installationer, hvis de har flere år på bagen, siger Henrik Dippel.

- De regler, der gælder for indbygning af halogenspots i forsænkede lofter og vægge er tilstrækkelige til at eliminere faren for brand i og omkring halogenpærerne, men vi rykker ofte ud til hjem og forretninger med op 10-15 år gamle installationer, hvor lamperne er brudt i brand eller har antændt det materiale, de sidder i, fortsætter han.

Siden midten af 1990’erne er der også på landsplan sket en stigning i antallet af brande, der er opstået på grund af fejl i halogen-elinstallationer.

BNB

Få BT i 3 mdr. for 199 kr./md. Samlet pris 597 kr. – spar 752 kr.!

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her