Reda Zam Zam er færdig som professionel bokser efter nederlaget til Guido Nicolas Pitto.

Av av av. Sikke en omgang tæsk Reda Zam Zam blev udsat for i Boxen i Herning. Argentineren Guido Nicolas Pitto overraskede med sin styrke og som kampen skred frem blev det tydelig, at Reda Zam Zam ikke ville vinde i sin kamp nummer 29 i sin professionelle karriere.

Efter at have sejlet rundt i et par omgange, så sluttede nedturen i ottende omgang. Det blev bokserens sidste professionelle kamp.

- Tak til alle dem, der har bakket mig op. Det gik ikke så godt. I 8. omgang var der ikke mere luft i mig, og jeg blev stoppet.

- Min karriere på 18 år som bokser stopper her. Tak for støtten folkens og rigtig god weekend, skriver Zam Zam på facebook.

Facit på Reda Zam Zams karriere blev 27 sejre i 29 kampe, deraf 13 sejre på KO.