Caroline Wozniacki er overbevist om, at nordirske Brian Magee får en røvfuld af Mikkel Kessler i lørdagens VM-kamp i Herning.

Det var uden tvivl en besked sendt direkte i retning af sin kæreste, den nordirske golfspiller Rory McIlroy, at Caroline Wozniacki fredag satte sig til tasterne med en klar holdning til udfaldet af lørdagens titelkamp mellem Mikkel Kessler og Brian Magee.

For via sin profil på det sociale netværk Twitter skriver den danske tennisspiller, at der venter kærestens landsmand en hed aften i ringen med Mikkel Kessler.

- Held og lykke til Mikkel Kessler 'The Viking Warrior' som kommer til at give den nordirske fyr en røvfuld lørdag aften, skriver Caroline Wozniacki således.

Men det er en udlægning af VM-kampen i supermellemvægt, som Rory McIlroy ikke helt er med på.

- Jeg er ikke sikker på, at det med at sparke folk bag i er lovligt ifølge boksereglerne, svarer han på Wozniackis meddelelse ligeledes på Twitter.

Braget mellem Mikkel Kessler og Brian Magee afgøres i ringen lørdag aften omkring midnat.