Det er grove beskyldninger, der har ramt Patrick Nielsens lillebror torsdag på helt mærkværdig vis. Sent på eftermiddagen skrev promotorfirmaet Golden Gloves, at den danske bokser er blevet testet positiv for brug af steroider.

Det skulle ifølge Golden Gloves være sket i forbindelse med Micki Nielsens sejr over Golden Gloves’ egen bokser Johnny Muller i juni ved Super-4-turneringen i Sydafrika.

»Som en bombe under den lokale boksning er Super Four-finalisten Micki Nielsen fra Danmark blevet testet positiv for steroider. Det sydafrikanske Institut for Doping-fri Sport bekræftede den skadelige konstatering over for Golden Gloves torsdag og inkluderede dopingkontrol-formularen i korrespondancen,« skrev Golden Gloves på sin hjemmeside.

Men den nyhed blev altså siden fjernet fra hjemmesiden, efter BT begyndte at undersøge sagen. Og dermed findes nyheden altså ikke længere – bortset fra i det screenshot, som vi nåede at få taget. Og det skaber mere mystik om sandheden af informationerne.

Den sydafrikanske promoter Golden Gloves' nyhed om, at Micki Nielsen angiveligt skulle være testet positiv for steroider. Sådan så den ud, inden den blev pillet af sitet igen.
Den sydafrikanske promoter Golden Gloves' nyhed om, at Micki Nielsen angiveligt skulle være testet positiv for steroider. Sådan så den ud, inden den blev pillet af sitet igen.
Vis mere

Hos Dansk Professionelt Bokse-forbund var formanden meget overrasket over at høre anklagerne. Jesper D. Jensen har intet hørt om en positiv dopingtest fra Micki Nielsen.

»Jeg har ikke fået noget at vide overhovedet. Jeg er ganske uvidende om det. Vi har i DPBF heller intet officielt fået at vide om en positiv dopingtest. Vi afventer og ser, om der kommer noget fra det sydafrikanske bokseforbund,« siger Jesper D. Jensen til BT.

Ville det godt kunne lade sig gøre, at han er blevet testet positivt, uden at I har fået noget officielt at vide?

»Ja, selvfølgelig kan det det. Men jeg ved heller ikke, om Team Sauerland har fået noget at vide. Vi skal til vejning i morgen, og mon ikke at Micki også er med derovre.«

BT har kontakt til Team Sauerland, der pt. undersøger sagen om den sydafrikanske promoter med de voldsomme beskyldninger. For det er grove anklager, der sendes mod den 23-årige danske bokser.

Micki Nielsen slog Johnny Muller på point i Johannesburg den 12. juni, men fire måneder senere tabte han finalen til Kevin Lerena på point. Han er også en del af Golden Gloves’ stald og promotor Rodney Berman, og Berman insinuerer også brug af doping i forbindelse med finalen.

»Vi finder først ud af det (om Micki Nielsen var dopet ved den kamp, red.), når resultatet kommer, men jeg tvivler meget stærkt på, at han var ren under de omstændigheder. Hvis han brugte steroider, understreger det bare endnu mere, hvor stor en præstation det var af Kevin,« sagde Rodney Berman til sin egen hjemmeside, inden nyheden blev pillet ned igen.

BT har forsøgt at få en kommentar fra Micki Nielsens lejr via manager Simon Lundt, men det har endnu ikke været muligt.