Så skal der pumpes jern!

Den amerikanske stjerneskuespiller Jamie Foxx har tidligere transformeret sig om til musik-ikonet Ray Charles i filmen 'Ray'. Og nu har han kastet sig over endnu et forvandlingsprojekt.

52-årige Jamie Foxx skal nemlig spille selveste Mike Tyson i den kommende film om bokse-legenden - med titlen 'Finding Mike'.

Og det kræver en del timer i styrketræningslokalet, hvis man skal portrættere den hårdt pumpede 90'er-stjerne. Og Jamie Foxx er godt på vej. Det afslører amerikaneren på Instagram.

Foto: Instagram: Jamie Foxx
Vis mere

Her har Jamie Foxx lagt en stribe selfies op, som afslører nogle svulmende biceps.

»For få måneder siden startede vi rejsen. Den første men største udfordring er at forvandle kroppen. Med et hav af pull-ups og push-ups er vi i gang med en ret god start,« skriver Foxx blandt andet.

'Iron' Mike Tyson var i slutfirserne og op gennem 90'erne det største navn i bokseverdenen. Det blev blandt andet til en kamp mod danske Brian Nielsen i Parken.

Karrieren bød også på en del nedture - såsom en voldtægtsdom og det berømte øre-bid i kampen mod rivalen Evander Holyfield.