Bokseren Dina Thorslund udfordrede 'Vild Med Dans'-vinderen Sarah Mahfoud til en kamp om tronen i dansk dameboksning. Men den kamp bliver aldrig til noget.

Det fastslår Sarah Mahfouds nye boksepromotor Mogens Palle, som ryster på hovedet af Dina Thorslunds udfordring.

Mogens Palle er nemlig langt fra imponeret af Team Sauerlands boksedronning. Det fortæller han til BT.

»Dina Thorslund kommer ikke på noget tidspunkt til at møde Sarah Mahfoud. Overhovedet ikke. Hun er så langt fremme, at hun nu er hovedkæmper for Sauerland og skal bokse titelkamp. Det er malplaceret ad helvedes til at komme med en udfordring til en bokser, der ikke engang er debuteret som professionel endnu. Det er helt ude i kampen,« siger Mogens Palle.

Sarah Mahfoud var amatør-bokser, da hun kom med i underholdningsprogrammet 'Vild Med Dans', som hun gik hen og vandt. Kort efter sejren kom det frem, at hun havde tegnet en professionel kontrakt med Mogens Palle og Brian Nielsen og skal bokse ved deres Danish Fight Night-stævner i det nye år.

Der gik ikke mange dage før, at kollegaen fra Team Sauerland, Dina Thorslund, udfordrede hende. Men nu tyder det altså på, at der ikke er udsigt til, at Sarah Mahfoud tager Thorslunds udfordring op.

Samtidig hjælper det ikke, at Dina Thorslund er på kontrakt hos Team Sauerland, som Mogens Palle ikke har specielt høje tanker om.

»Hun (Thorslund, red.) kan takke sin arbejdsgiver for, at hun aldrig får chancen mod Sarah Mahfoud. Fire gange har jeg tilbudt Sauerland en kamp mellem Patrick Nielsen og Lolenga Mock, og så fik de lov til at sige i BT, at mit tilbud kun var for at promovere mine egne stævner via deres navn. Rend mig i røven med deres navn. De interesserer mig ikke en skid,« siger Mogens Palle og fortsætter:

»Nu siger hende der Dina Thorslund, at vi 'bare skal få sat tingene på plads'. Hun må være blød i bolden. Hvorfor promoverer de ikke deres stævner og fortæller publikum, hvem hun skal møde om en ledig ungdomstitel.«

Dina Thorslund bokser om WBCs ungdomstitel 21. januar ved Nordic Fight Night på hjemmebane i Struer.