Abdul Khattab er ikke afvisende over for en kamp mod Landry Kore, som tidligere på ugen udfordrede Team Sauerland-bokseren her på bt.dk

»Jeg er ligeglad med hvem, der kalder mig ud. Det er Nisse Sauerland, der er min promotor, og hvis kampen bliver til noget, så tager jeg den selvfølgelig,« siger Abdul Khattab i en pressemeddelelse.

Selv havde Landry Kore sagt om sådan en kamp til bt.dk:

»Der er to store årsager til, at jeg gerne vil bokse mod Abdul. Den første er, at jeg kun kan komme frem, hvis jeg fjerner Abdul. Når det er sagt, har Nisse Sauerland flere gange udfordret mig til at møde Abdul. Derfor ser jeg sådan på det, at Abdul står i vejen for, at jeg kan komme frem.«

Begge boksere er mellemvægtere, og Abdul Khattab har den femdobbelte verdensmester, Mikkel Kessler, som sin træner.

»Abdul er klar til stort set hvemsomhelst. Hvis Landry vil bokse mod Abdul, så er Abdul klar på det,« siger Mikkel Kessler.

Landry Kore har ikke kontrakt med en promotor, men har bokset kampe for både Team Sauerland og promotorerne Allan og Anders Vester. Har kun syv professionelle kampe på sit cv, men har ofte sparret med eksempelvis Abdul Khattab og andre af landets bedste boksere.

Nisse Sauerland er heller ikke helt afvisende over for et opgør mellem de to hjemlige boksere:

»Selvfølgelig er det er en kamp, som vi vil være villige til at lave, men først skal Abdul koncentrere sig om sin kommende opgave. Grafka er ikke en let mod-stander. Han var utilfreds med afgørelsen mod Landry, og han vil være opsat på hævn,« siger den tyske promotor.

I kampen mellem Bartolomiej Grafka og Landry Kore blev Kore i første omgang diskvalificeret, fordi han gentagne gange havde tabt sin tandbeskytter. Men Dansk Professionelt Bokse Forbund ændrede senere afgørelsen til 'no contest' - dvs. at kampen ikke tæller i statistikken for nogle af de to boksere.

Kampen mellem Abdul Khattab og Bartolomiej Grafka bokses 15. oktober i Arena Nord i Frederikshavn. Hovedbegivenheden er EM-kampen i fjervægt mellem Dennis Ceylan og briten Ryan Walsh.