Den største boksekamp nogensinde på dansk grund. Intet mindre. 

Sådan beskriver sportschef hos den danske mediekoncern MTG, Peter Nørrelund, det mulige revancheopgør mellem danske Mikkel Kessler og amerikanske Andre Ward.

BT kan torsdag afsløre, at Nørrelund og Kessler-promotor Kalle Sauerland vender hjem fra møder i Los Angeles med et tilbud til Kessler - der ellers lagde boksehandskerne på hylden i sidste uge - om at møde Ward i Parken i København inden for de kommende måneder.

»Hvis den her kamp kan laves, vil det være en fantastisk begivenhed at kunne præsentere i Danmark. Jeg ved, at det har pint Mikkel Kessler, at han aldrig fik revanche mod Joe Calzaghe, men nu ser det ud til, at han få chancen for at fjerne pletten fra nederlaget mod Andre Ward, og den mulighed tror jeg han vil tage,« siger Peter Nørrelund og fortsætter.

»Dette vil potentielt blive den største kamp i Danmark i historien - større end Brian Nielsen vs. Mike Tyson og større end Mikkel Kessler mod Carl Froch.«

Det er primært MTGs samarbejde med den amerikanske mediegigant HBO og den dertilhørende økonomi, der gør en rematch mellem Ward og Kessler yderst realistisk. Amerikanerne har nemlig heller ikke glemt det første opgør i 2009 mellem Ward og 'The Viking Warrior' - en kamp, som Kessler tabte.

»Kessler vs. Ward er interessant for os, da der ligger en stærk historefortælling bag kampen - to store navne, der har haft store succeser i ringen. Det ville være en fascinerende revanchekamp,« fortæller Ken Hershman, chef for HBO Sports.

Det er nu op til Mikkel Kessler, om han vil tage imod tilbuddet om en sidste kamp. Peter Nørrelund tvivler på, at Kessler kan modstå fristelsen.

»HBO ønsker den her kamp. Og vi ønsker den. Andre Ward har brug for kampen. På den baggrund siger min erfaring mig, at der kan serveres en pakke med en kamp – oven i købet på Kesslers hjemmebane - som han får svært ved at sige nej tak til. Især fordi han jo selv har udtalt, at han ønsker at møde netop Andre Ward.«